9 / 420
Historisk Tilbageblik
ved
.A JL lism c e s
k
-
J u b i l æ u m .
f
d^•1
D en Gang D a v id kjøbte Øllet,
Frisk fra Fad og isafkølet,
Prima Varer vistnok var ’et.
Der var ej paa Humlen sparet,
Selve S a u l (let kunde kvikke,
Naar han blot fik lidt at drikke,
Saa fik han en lille Hat paa,
For da var der ingen Skat paa.
Siden blev det noget andet,
Det blev rent ud sagt lidt vandet.
Selv i Rom det ikke smagte,
Der var ingen der, som drak det,
A le x a n d e r — han, den Store —
En Gang kun Forsøget gjorde,
Og det viste sig, han duede
Knap nok til at ta’e en »Knude«.
Vore egne, gamle Fædre,
De forstod det noget bedre,
Saadan veed man jo, at man i
H e llig K nuds Tid nød A lbani,
Ogsaa Tyskerne det smager:
Wa l l ø n s t e i n holdt stærkt af »Lager«,
Hvis da ikke salig S c h i l l e r
Der en Fabel os indbilder.
Uden 01 og Mad jo Helte
Spænder nødig Sværd og Bælte,
( To r d e n s k j o l d drak ikke bar Vand,
Men han foretrak dog Marstrand;)
Dog skal Øllet kvæge, nære,
Maa det godt aftappet være.
Ellers blot det Helten slapper,
Om
han ogsaa selv er — tapper.
Vi paa Næsen kan slaa Krøller
Ad en svunden Æras Øller;
De i Skaalen lidet vejer
Mod en velaftappet Bajer.
For Exempei Al l i a n c e
Saadan hjælper til Balance;
Stærke var de gamle Fædre —
Jamen v o r e s 01 er bedre.
Den nye Tid
Ma d s J o r d e m o d e r nr and, Godav, Kresten Smed,
aa glædelit Nytaar.
K r i s t e n Sme d.
Ingen Aarsav, Mads Jormormand,
aa i lie Maade.
Mads. Har Du stellet Din Klokke frem, Kresten?
Kr i s t e n . .Næ, jæ har sgu itte, Mads.
Jæ ska’ si’e
Dæ: jæ ser jo saa aa si'e itte paa hinder undtaven paa Søn-
aa Høllidave, som faa Ægsembel naarensti a jæ ska’ i Kerke
eller te Marked. Hva’ sku’ hun osse stelles frem faa?
Mads. Ded æ anordnet ve’ Lov a ded midterotheologiske
Ingstitut.
Kr i s t e n. Hva’ Fa'en kommer de ded splitterotheologiske
Ingstitut ve’?
Mads. Ded æ faa at -vi ka’ følle mæ Ydlandet, som jæ
ve si’e Tyskland aa England aa Lolland aa Langeland.
Kr i s t e n . Gaar da Klokkerne gesvindtere i Ydlandet?
Mads. Ja, gu’ gjør di saa. Naarensti a, vi staar op a
Sengen, saa har Ydlænderne allerede ædt deres Davre.
Aa
naarensti a vi ædder vor Davre her, saa sitter Ydlænderne
aa nyder hva’ man mæ et videnskavelit Ydtrøk ka’ kalde
Faadøjelsesbesværlihederne. Naar a ded ble’ ve’ aa gaa paa
den Maade, saa ku’ jo tesidst et Kvindmenneske gaa aa lave
te Barsel i Ydlandet aa saa ta’ herhjem aa holde Brøllup yden
aa være i mindste Maade saa gesvindt mæ’ed.
Kr i s t e n . Ded ka’ der være noved i.
Mads. Ja, se ded æ jo noved, som man kommer te aa
tænke over, naarensti man har modiaet en mere viddenskaveli
Yddannelse. Ded kommer a, a Solen jo itte ka’ staa op te
den samme Tid i hele Verden.
Kr i s t e n . Ja men den staar da allevejne op om Maarenen.
Mads. Næ — i Amerika faa Ægsembel staar den i Rejlen
itte op før saadden lidt henad Aftenstider. Ded æ mæ den
lissoin jæ ve si’e mæ en Jordmor: naarensti a der æ Flere,
som a der har Bud etter hinder paa en Gang, saa maa sgu
di sidste vente, te di føste bli’er færdie.
Kr i s t e n . Ded ka’ der være noved i.
Mads. Aa naarensti a di nu itte ved, hva’ Klokken æ,
saa ser di jo paa Solén, aa naarensti a, den nu gaar faakert,
saa kommer jo Klokkerne osse te aa gaa faakert.
Kr i s t e n . Saa sku’ di sgu sende Klokkerne te Urmaveren.
Mads. Ja, ded synnes Du nu, faaded a Du itte har
lært Videnskav, Kresten.
Faa naairensti ,a nu Urinaverne
heller itte ved, hva’ Klokken æ, saa kommer der jo dov
Kludder i Værket allievel.
Kr i s t e n . Ded ka’ der være noved i.
Mads. Ja, ifu sku dov li’egodt stelle Din Klokke frem.
Kr i s t e n . Ja, ded ka’ jo aldri rarve vidt. Hvor mejed
synnes Du, a ded sku være?