12 / 193
at redde, hvad reddes kunde fra det voldsomme og ubekæm-
pelige Hav af Flammer, der forvandlede Danmarks Konge
borg til en Hob sodede Ruiner. Men først da den unge Mand
i New York — og senere i London og Hamborg — fik Lejlig
hed til nærmere at studere, hvad man da maatte anse for Ver
dens mest fremskredne og moderne Storstads-Brandvæsener,
til at iagttage deres glimrende Teknik saavel som Svaghe
derne ved deres Taktik, først da var det, at det blev ham
bevidst, at Bekæmpelse af Brand — og af Ulykker i det hele
taget — skulde blive hans Manddoms Gerning.
Her er ikke Stedet til at opregne, hvad Sophus Falck
naaede, ej heller hvad han, før Maalet blev naaet, havde at
kæmpe imod i Retning af haardnakket Modstand eller —
endnu værre — Ligegyldighed og Uforstand. Denne Kamp
og dens Resultater hører nu Historien til, og Beretningen
herom vil sikkert findes andetsteds i dette Jubilæumsskrift.
Her skal kun tales om de personlige Egenskaber, som Sophus
Falck var udrustet med, og som han satte ind i den lange
Kamp for Redningskorpsets og for Redningssagens endelige
Sejr.
Blandt disse Egenskaber skal da først og fremmest nævnes,
hvad jeg vil anse for den dominerende og mest betydnings
fulde: Hans geniale, skabende Fantasi. Han formaaede at
forudse, ikke alene i hvilken Retning Udviklingen vilde gaa,
men ogsaa Konsekvensen af denne Udvikling. Han forudsaa
som een af de første herhjemme Automobilets Sejrsgang og
Trafikens deraf følgende voldsomme Udvikling; men han
forudsaa samtidig — ene af alle — hvad denne Udvikling
vilde og maatte føre med sig af Ulykker under Forhold som
de herhjemme, hvor kort og godt intet var rede til eller ind
stillet paa at modtage denne indtil det uhyre forøgede Trafik.
Han forudsaa Nødvendigheden af et stadig beredt, stadig
mobilt Redningskorps, i Stand til at tilpasse sig under de
skiftende Forhold og stedse parat til under alle Omstændig
10