13 / 193
heder at yde den bedst mulige og den hurtigst mulige T je
neste. Han saa, at en saadan Institution vilde blive nødvendig,
og han skabte sit Redningskorps; lille og beskedent til at be
gynde med, men med Mulighederne for at vokse med Opga
verne, med elastiske Rammer, rede til Ekspansion og plud
selige Frontforandringer, eftersom Forholdene gjorde dette
nødvendigt. Det var her, hans Fremsyn og kreerende Kraft
aabenbarede sig.
En anden af Sophus Falcks fortrinlige Egenskaber, uden
hvilken han aldrig havde naaet sine Maal i den Udstrækning,
som han faktisk gjorde, var hans eminente Arbejdskraft.
Utrættelig arbejdede han Dagen igennem, ofte — alt for ofte!
— Natten med; men selv i de sparsomt tilmaalte Timer, da
han var i Ro, selv da arbejdede Hjernen ustandselig med
Redningskorpset og dets nyeste Problemer.
Ved Siden af Arbejdsomheden var det Nøjsomhed, der præ
gede Sophus Falcks Liv. Han var — i hvert Fald med Hensyn
til sine personlige Fornødenheder — en yderst beskeden
Mand. Han brød sig ikke om at „leve højt“ , at berige sig ved
sin myreflittige Virksomhed: Hver Øre sparet var en Øre
tjent — ikke til den private Bankbog — Sophus Falck var,
da han døde, langtfra nogen velhavende Mand — men til
Redningskorpsets Vækst og Udvikling. Dette var hans eneste
Tanke: Redningskorpset først og sidst!
Hvad der ofte ryddede Vejen for ham og hans Kongstanke,
hvad der hjalp over mangen en Vanskelighed, var hans store
personlige Charme. Ingen, der lærte denne Mand at kende,
kunde staa for hans charmerende Væsen, hans friske og fr e j
dige Gaa-paa-Humør; man kom uvilkaarlig til at holde af
ham for hans udmærkede personlige Egenskaber, der lige
frem lyste ud af hans blaa, ubedragelige Øjne. Fast og vilje
stærk som han var, kunde hans Blik undertiden lyne som
Straaler fra poleret Staal; men Øjnene kunde ogsaa ofte lyse
af Skælmeri, af Lune og af Godhed.
11