104 / 132
101
Hindring for at nogen vilde vise sig fra en uheldig
Side.
Gilderne, forsaavidt de holdtes paa Regensen,
holdt op i skikkelig Tid, hvad der ikke altid var
Tilfældet med de Gilder, der blev holdt ude. Vi
havde engang et Gilde, som blev holdt hos Hallebye
i Frederiksberg Allégade. Der var meget morsomt
og vi var saa fornøjede, at Tiden løb fra os. Vi
opdagede, at Natten var svunden og Dagen i Be
greb med at bryde frem. Saa vandrede vi ind
til Byen i den gladeste Stemning. Da vi gik op
ad Kjøbmagcrgade og den tidlige Morgens Stilhed
kun afbrødes af Lyden af vore Skridt henover de
store hvælvede Rendestensbrædter, og vi var komne
til Hjørnet af Skindergade, der, hvor Vinhandler
Prægel, paa det Hjørne, der kaldes Himmerig, havde
sin Vinkjælder, sprang en af os, nemlig Wichmand,
op og slog med sin Stok til en af Træ udskaaren,
kjødfarvet Engel, der i sine buttede Arme knugede
to store, ligeledes af Træ udskaarne, forgyldte Vin-
drueklasser ind imod sin trinde Mave. Det var i
et Overmaal af Livsglæde og Livskraft at Wichmand
ønskede at sætte Liv i denne Engel og opmuntre
den ved at sætte den i en svingende Bevægelse.
Men han gjorde det for voldsomt, saa at Engelen
svingede ud af den Krog, hvori den hang og, efter
at have dreiet sig et Par Gange rundt i Luften,
med et dundrende Brag faldt ned paa det store
Rendestensbrædt. Dette Brædt virkede som en Sang
bund, Lyden af Englens Fald var som et drønende
Kanonskud. Det livsglade Udtryk i Wichmands An
sigt veg for et Udtryk af Betuttelse over dette uven
tede Bump. I ilsom Flugt styrtede vi alle afsted
hen til Kannikestræde og slap ind igjennem Porten,
uden at vi blev anholdt. Næste Formiddag, da vi
havde sendt en Speider ud for at se til den faldne