103 / 132
100
Men sige imellem polisk til Din Kvinde:
Jo Mutter, vi leved sgu godt derinde.
Julegildet var meget morsomt og temmelig stor
artet efter vore Forhold, Provsten og Viceprovsten
afhentedes af Comitéen og tog Del i Gildet fra først
til sidst. Professor Gram bidrog ved sin store Elsk
værdighed meget til Festens gode Forløb. Det var
lidt vanskeligere med gamle Fabricius, fordi han
var saa døv. Men han morede sig vistnok allige
vel, blot ved at sidde og se paa det. Naar man
var alene med ham, kunde man til Nød brøle saa
høit, at han kunde forstaa det. Men hvor der var
Støi og mange talte i Munden paa hinanden, vilde
det være haabløst at prøve paa mundtlig Meddelelse
til ham. Comedien morede ham altid. Det sagde
han idetmindste bagefter. Han skal i sine unge
Dage have været en udmærket Skuespiller og havde
ogsaa selv skrevet nogle Studentercomedier.
Jeg mindes ikke, at det ved noget Gilde er
hændet, at nogen i høi Grad drak for meget. Na
turligvis oplivedes vi, endogsaa ret betydeligt. Stem
ningen var oppe, høit oppe, men fuld i en gene
rende Grad blev ingen. Vi hør roses derfor. Fyl-
deri ansaae vi for væmmeligt og hvis det var skeet
for nogen af os at blive ækelt fuld, vilde det have
været en slem Plet paa ham. Men det maa ogsaa
erkjendes, at den Punch, vi fik, var af en meget
let Beskaffenhed, godt tilsat med Vand, saa at vi
kunde drikke anselige Kvantiteter af den, uden at
den overvældede os.
Til Aftensmaden fik vi en
billig Rødvin, som Vinhandleren allerede havde blan
det saa godt med Vand, at den ikke kunde gjøre
Fortræd.
Snaps, Cognac eller Rom fik vi ikke.
Whisky var aldeles ukjendt. Toddy holdt vi ikke
af. Desuden var Provstens Nærværelse en absolut