109 / 132
106
iler til Politikamret. Ankommen der er hendes Kjær-
lighed til Fog ovenpaa. Hun gaaer ind til ham og
kaster sig i hans Arme og de sværge hinanden
evig og uforfalsket Kjærliglied. Men saa hører hun
sin Broder hulke af Smerte i Værelset ved Siden
af. Hun løsriver sig med Voldsomhed fra Fog og
iler gjennem en lang Corridor ind til Broderen.
Hendes Løb gjennem (korridoren antydedes ved at
hun løb nogle Gange rundt om Scenen. Et rørende
Gjensyn følger derpaa. Weiss bliver lyksalig ved
at hun kommer, troer, at det er for hans Skyld at
hun er kommen til Politikamret, og overdænger
hende med de varmeste Taksigelser. Hun anseer
Øjeblikket for gunstigt, tilstaaer for ham sin Kjær-
lighed til Fog. Weiss bliver rasende og skjælder
hende Huden fuld i de mest krænkende Udtryk og
udbryder:
«Vent blot til Saaret paa min Næse lukt er,
«Da skal hans Udaad bære sine F"rugter.»
Det hører Fog. Saa kommer han gjennem (kor
ridoren løbende ind til Weiss’s Smertensleie og et
rasende Skjænderi udvikler sig mellem Weiss og
Fog. Da — ganske uventet — viser' der sig en
kvindelig Skikkelse med en Krone af Guldpapir paa
Hovedet. Det er ' Danmarks Genius» — alias Grev
inde Danner. Hun kommer som den forsonende
Engel. Hun lover Weiss et Embede som ridende
Politibetjent paa Falster, hvis han vil give Fog sin
Søster og hun lover Fog et større Antal Femdaler-
sedler, hvis han vil ophøre med «Sandhedsfaklen»s
Angreb paa Weiss. Ligeoverfor saa megen Naade
kan hverken Weiss eller Fog holde Stand. De knæle
begge for Danmarks Genius. Weiss lægger Theo-
doras Haand i Fogs, og Fog. der hidtil har ført en