53 / 132
SO
skulde komme med dem en anden Dag. Resultatet
blev næsten altid, at Cohen fik Varerne for intet.
Det var det, han vilde, og naar han havde opnaaet
det, var han uudtømmelig i venlige Ord og Smiger
til «den unge Herre». — Nu maa det indrømmes,
at de Klæder, vi solgte, ikke var meget værd,
Cohen var vist ogsaa fattig. Vi havde Fornøjelse
af ham, for Cohen var morsom og klog. Gav man
ham en Kop Kaffe fra Portnerens Kjøkken, følte
han sig høilig smigret og velsignede os i gammel
testamentlig Stil, undertiden paa Hebraisk. Naar
han kom om Vinteren til os paa vore Værelser,
pleiede han at tigge om at maatte tage et Stykke
Brænde med sig: «for stakkels gamle Cohen er en
fattig Mand».
Engang blev Cohen borte i lang Tid, — over et
halvt Aar. Vi troede, at han var død. Men saa
en Dag kommer han trippende ind i Gaarden paa
sine smaa skæve Ben. Han blev straks omringet
og modtaget med Festivitas: «Men hvor har De
været henne, Cohen? Vi troede, at De var død.»
«Nai — undskyld, — det er jeg ikke. Cohen har
heller ikke været syg, har jeg ikke. Men min Kone
har været syg. Hun havde fem Sygdommer. Og
saa maatte jeg ikke gaa fra hende. Jeg sagde jeg
skulde ud, men saa tog hun mine Bukser og gjemte
dem.
Og jeg kunde ikke gaa ud uden Bukser,
kunde jeg ikke. Ja Herrerne kan tro, at Cohen,
stakkels gamle Cohen, har havt stor Besvær. For
hun var schlem. Men nu er hun død.» — «Saa er
De vel glad, Cohen?» — «Nei, jeg savner hende
alligevel.»
Og saa strømmede Taarerne ned ad
Cohens sortsmudsede Ansigt.