49 / 132
46
han hentede sin Giands fra en stor Brodér. Han
var nemlig en yngre Broder til den i sin Tid saa
navnkundige Professor i Filosofi Rasmus Nielsen.
Glandsen fra den store Broder kastede et vist inter
essant Skjær over Erik Frisenberg Nielsen. Han
var selv ingen Sol. Han var kun som det mørke
Himmellegeme, Maanen, der laaner sit Lys fra So
len. Sandt at sige, var han en temmelig ubetydelig
Mand, og man kan heller ikke sige, at han præten
derede at være mere. Han var candidatus philo-
sophiæ og ernærede sig smaat som Manuducteur til
examen philosophicum. En Del unge og uerfarne
Russer troede, at de vilde slippe lettere gjennem
Examinationen i Propædeutik, naar de lod sig ma
nuducere af ham. Det var forresten en stor Vild
farelse. Man maa lade Professor Rasmus Nielsen,
at han ved Examen ikke paa nogen Maade lod sig
paavirke af, om Examinanden havde benyttet Bro
derens Veiledning,
Erik Frisenberg Nielsen, der sædvanligt blot
kaldtes Erik Frisenberg, holdt meget af at docere
Filosofi i Regensgaarden for hvem, der gad høre
paa ham. Men de fleste morede sig med at gjøre
sig lystige paa hans Bekostning. Han« blev aldrig
vred over det og var i det Hele et rigtig rart, skik
keligt Menneske med en ualmindelig stor Portion
Naivetet.
Der var noget snurrigt ved barn, der
gjorde at man ikke tog ham alvorligt. — Pludseligt
erfarede man, at Erik Frisenberg vilde tage den
filosofiske Doctorgrad og at hans Afhandling var
antaget af det filosofiske Facultet. — Det skulde
han ikke have gjort. — Hans Afhandling var nok
meget tynd. Man mente at hans Doctorgrad skulde
trumfes igennem og at Rasmus Nielsens ansete Navn
var for godt til at bruges som Løftestang, for at
en saadan Ubetydelighed som Erik Frisenberg skulde