46 / 132
43
at Regensprovst Hviid plantede Træet til Erindring
om denne for ham glædelige Begivenhed.
Det var altsaa med Rette, at den yngre Hviid
bar Navnet «Træets Broder». Dette Navn bar han
ikke alene paa Regensen, men ogsaa ude i Byen.
Den stilfærdige, beskedne Mand var nemlig ret vel
kjendt i Kjøbenhavn under dette Navn. Vel var
hans ydre Skikkelse af dem, som man lægger Mærke
til, da han var lidt af en Original, men det var
dog hans Egenskab af Træets Broder, der gjorde
ham bekjendt. Der var vist ikke mange udenfor
Regensen, der vidste, at hans virkelige Navn var
Hviid.
Nej, det var den Omstændighed, at han
var Træets Broder, som var det Mærkelige ved ham.
En Dag kom Træets Broder ind paa Regensen
og viste en ganske særegen Uro og Forfjamskelse.
Der var aabenbart noget, som trykkede ham og
som han trængte til at faa sagt. Endelig kom det
ud af ham, at han var bleven udnævnt til Byskriver
i en af Bornholms mindste Byer. Om han egentlig
var glad over dette, var ikke let at blive klog paa.
Man tør vistnok troe, at hans mulige Glæde
over Udsigten til noget bedre occonomiske Forhold
var stærkt blandet med Vemod over at skulle for
lade den Jord, hvori han, ligesom sin store Broder
Linden, havde slaaet Rod og hvoraf han havde
suget sin sparsomme Næring.
Da Regensprovst Hviid i sin Glæde over sin
lille Søn plantede Linden, tænkte han vel, at denne
Søn kunde blive en stor Mand ligesom det unge,
lille Lindetræ kunde vokse op og blive et stort
Træ. Træet voksede og blev stort, som vi nu ser
det, — men Sønnen blev ikke nogen stor Mand.
Han hutlede sig smaat og beskedent gjennem Livet,
vandrede om, nærmest som en fattig Mand med
luvslidte Klæder, hvis eneste Fortrin var det, at