43 / 132
40
deltog dog i Samtalen og sluttede sig altid til smaa,
samtalende Grupper. Altid var han i en jevn glad
Stemning og vistnok tilfreds med sine Kaar. Et
udmærket godt Helbred havde han i sin høie Alder.
Firskaaren og sund færdedes han imellem os. Man
kunde ikke andet end holde af den smukke gamle
Mand. Student var han med Liv og Sjæl. Selv
følgelig indbød vi ham altid til vore Gilder, hvad
han satte stor Pris paa. Han var i høi Grad be
skeden og stilfærdig i sin Optræden.Det faldt ham
ikke ind at besøge os paa vore Værelser, da han
var bange for at forstyrre os. Kun een Gang fik
man hans Besøg.
Naar en af os skulde op til
Embedsexamens mundtlige Del, indfandt gamle Blicher
sig og fulgte ham op paa Universitetet. Jeg mindes
helt vel, hvor den kjære gamle Mands Ledsagelse
virkede beroligende paa mig den Morgen, da jeg
skulde «op til Attestats». Det var som om han
gik med mig i min Faders Sted. Naar man skal
op til Examen, er man i Almindelighed ikke meget
freidig. Det vidste gamle Blicher.
Derfor vilde
han gjøre hvad han kunde for at hæve Modet. Jeg
troer, at det lykkedes ham ganske godt, ikke just
ved Trøstegrunde eller anden Tiltale,« men ved sin
blotte personlige Tilstedeværelse. Paa Universitets
trappen tog han Afsked, klappede mig paa Skulde
ren, og sagde: «Gud være med Dem». Han var
sandelig en god og uegennyttig Ven.
Naar saa
Examen var overstaaet, kunde gamle Blicher være
helt rørende glad paa Vedkommendes Vegne. Paa
de Tider af Aaret, hvor Examinerne holdtes, havde
Blicher travlt hver Morgen, naar nogen af hans
Venner skulde op. Han gik i Spænding indtil det
var overstaaet. Om han havde, eller havde havt,
Sønner, er mig ikke bekjendt, men vist er det, at
han betragtede os som sine Børn.