102 / 111
98
Du k a n fo rm e re V erden
m it lille sø d e N oer.
N u e n d e r jeg m in Vise
N u e n d e r jeg m in Sang
N u vil jeg ikke m e re sk riv e
om A n ders B eyers L am
T h i T im en e r fo rsv u n d e n
Og P en n en e r o p slid t
N u vil jeg ikke h a v e m e er
U d af d e n n e G ang fo r iler.
Drengene gik i Stakhaven; Niels Andersen — Vise-
digteren, formodentlig en forsmaaet Bejler — kom til
dem, læste først Visen og sang den derpaa. Børn er jo
i den Retning ret lærenemme, de gav af Hjertens Lyst
og Enfold en Serenade til Skønjomfruen, der dog blev
saa dybt krænket, at hun klagede til Øvrigheden!
Med Beboerne stod Køie ofte paa Krigsfod. Fra gammel
Tid havde Degnen faaet det saakaldte »Tolvbrød« eller
1 Lispund Brød af hver Gaard eller hver 8 Tdr. Hart
korn i Sognet for at ringe Middagsklokkerne. Denne Ret
mente nu Køie, han besad, hvorimod Beboerne helst
vilde skrive den i Glemmebogen. Dog, her var de kom
met til den rette; Køie forfulgte Sagen helt op til Kan
celliet, der gav ham Medhold. Men man forstaar nok,
at det ikke har været med de gladeste Miner, de har
afgivet deres Tribut til Læreren!
Der var Skoletid om Sommeren fra 7— 10 og 1—4;
nu søgte Køie om 6 vedvarende Timer, men fdi Afslag.
Derimod fdi han LoV til paa egen Bekostning at opføre
et Udhus til Skolen (dette staar endnu).