22 / 190
Vinberg.
Drengen forlæiler, at han havde en daarlig Hals
og derfor spyttede paa Gulvet, hvilket frøs om Natten.
Tjenestepigen erklærede da til Husbonden, at hun ikke
mere vilde rede Drengens Seng. Vinberg gik da op paa
Kammeret og skældte Drengen ud, fordi lians Brædder
raadnede af det Spyt. Drengens Klage lyder nu naivt og
ubehjælpsomt: „Det synes mig, at en Pige ikke bør saa
at fly En i Ugunst hos Ens Husbond, saa at Husbond og
jeg, siden han den Pige har bekommet, altid have været
i Fortræd, sær for eet, og sær for et andet, da jeg for den
Bagtalelse gav samme Pige en Ørefigen, dog hun igentog;
da hun nere i Boden til ham selv og det beretter, og jeg
derefter ner gaar i Boden, da Husbond mig tar fat og vil
mig i Hovedet slaa, da siger jeg: Husbond, slaa mig ej i
mit Hoved; thi jeg har ondt nok deri alligevel, jeg gav
mig ingen Svaghed af mig selv, jeg kan paa denne Maade
ingenlunde tjene Eder. Da siger han: Gaa Fanden i Vold!
Enten maatte jeg da gaa bort, eller jeg vilde være slaaet".
Vinberg
svarer hertil, at, naar han var ude, havde Dren
gen „indviklet sig i overflødig Omgængelse med Drenge,
den ene at opvarte ham med sit Haar at skære og opsætte
som Svinebørster, en anden med Kyten og Byten, med
Spender7) og hvad andet mig uvidende".
Drengen svarer hertil, at Vinberg er mistænksom og gna
ven, og Begyndelsen af det hele var, at han nægtede at
bære ud med Pigen af Secretet8) paa Gaden, hvilket ingen
Kræmmer kan begære af sin Dreng. Han led af Tandpine,
som man raadede ham til at fordrive ved Tobaksmøgen.
„Men Gud hjælpe den, som i hans Tjeneste nogen Svaghed
7) Kyten, Byten og Spender er Spil. »Spænd« betyder paa Jysk Klink.
8) Klosettet.
23