

hjalp naturligvis ikke, og da Thurah overtog Ledelsen,
lod han Gulvene brække op og Jorden køre ud igen.
Han foreslog det eneste fornuftige, at grave Kældere un
der alle Gulvene, men det vilde Kongen ikke gaa med
til af Hensyn til Bekostningen. Heller ikke et andet For
slag, at gøre Stuerne højere, kunde han sætte igennem,
og det vilde vel ogsaa have været formaalsløst; han
maatte nøjes med at lægge et nyt dobbelt Gulv med
Indskud af stampet Ler og forny Bjælkeunderliggerne.
Men desværre løb Vandet stadig ind under Gulvet gen
nem Lufthullerne. Man prøvede med at lade dem for
færdige i hel Sten for at gøre det lidt besværligere for
Vandet, og lod det saa bero. Man kunde jo ryge med
Enebær, saa kom der i alle Tilfælde til at lugte af noget
andet.
Men Thurah havde andre og større Planer. Han var
ikke tilfreds med Eigtveds Forbygninger, som altsaa
foreløbig kun eksisterede paa Papiret. De var vel heller
ikke helt paa Højde med Kvarterets Pragtbygninger. Til
Erstatning for dem udarbejdede han Tegninger til de 4
endnu bevarede 50 Alen lange og 18 Alen høje Pavillo
ner, en paa hver Side af Indkørslerne fra Bredgade og
Amaliegade. Det smigrede naturligvis Kongens Forkær
lighed for smukke Bygninger, og Thurah har vel ogsaa
gerne villet sætte sit Præg paa Hospitalet, men hertil
kom nu den Omstændighed, at der den 5. 2. 1755 var
blevet nedsat en Kommission, som skulde tage sig af
Hospitalets indre Konstruktion, og i denne havde en
Læge og to Kirurger faaet Sæde. Ret langt var Kommis
sionen ikke kommet i sine Overvejelser, før den blev
klar over, at der kom til at mangle Plads. Lægerne stil—
4 7