Previous Page  155 / 413 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 155 / 413 Next Page
Page Background

Lupus erythematodes — C ancer

Behandlingens Betydning fo r Opstaaelse a f Cancer ved L. e.

Den Behandling, vi her først og fremmest maa tænke paa,

er Røntgenbehandlingen.

I de sidste 20 Aar har man vidst, at Røntgen var i Stand

til at fremkalde Cancer udgaaende fra en bestaaende kronisk

Røntgendermatitis. Denne sidste har et ret typisk Udseende

med Atrofi og Ardannelse med Teleangiectasier, hvortil slutter

sig Rigiditet, Pigmentering, Ragadedannelsc og Hyperkeratoser,

dels circumskripte, dels diffuse.

Allerede i 1911 kunde

O. H esse

sam le 94 T ilfæ lde af for­

mentlig Røntgencancer, heraf var dog kun de 54 sikre Cancere,

i 17 af disse Tilfælde var der primær Multiplicitet. Mortaliteten

regnes til 20 % (se nærmere

Weiterer:

Handbuch d. Røntgen

und Radiumtherapie Bd. I 1919 og

H. E . S c h m id t:

Röntgen­

therapie 1920).

Røntgenbehandlingen af Hud sygdomme er formentlig først

blevet mere udbredt i de sidste 15 Aar og da sæ rlig i det

sidste Decennium, i Tyskland og her i Landet vist sæ rlig efter

at

Frank Schultz

's bekendte B o g : Die Röntgentherapie in der

Dermatologie var fremkommet og denne B o g kom netop for

godt et Decennium siden, i 1910.

Nogen særlig Betydning har Røntgenbehandlingen næppe

haft

ved L. e., men er dog blevet anvendt en Del og saa ved

denne

Sygdom, hvad der er naturligt nok, da L. e. jo i det

hele er

meget vanskelig at føre til Helbredelse ved de Midler,

der

staa

til

vor Raadighed. Efter 1910 er der mig bekendt ialt

meddelt

12 Tilfælde af Cancer ved L. e., idet de to ny Tilfælde,

der fremkommer i dette Arbejde tages med, og af disse

har 6

faaet Røntgenbehandling

f ø r

deres C an c e r optraadte, i

et Tilfælde, Nr. 4, var der dog kun givet Radium, der mulig

her

har

været af Betydning, i et Tilfælde, N r.

5,

baade Røntgen

og Radium.

Dette Forhold bør i høj Grad fange vo r O pmæ rk somh e d ;

hvis

Røntgenbehandlingen var et meget væsentlig therapeutisk

Agens ved L. e., kunde man maaske sige, at man ikke af

denne Grund vilde undlade at bruge Behandlingen, men kun

naturligvis ved meget omhyggelig Afvejning af Doseringen søge

efter Evne at undgaa Canceren, men saaled e s ligger Sagen

næppe; nogen stor Betydning for Helbredelsen af L. e. har