622 / 722
6 0 8
Smaastykker
Var Ambulancen rekvireret til den yderste Del af
Kredsen, kunde der ved Nattetid hengaa en Time eller
mere, før den kom til Stedet.
Under en Aftenvagt paa Stationen fortalte en ældre
Kollega om en Ambulancetur, han havde haft en F e
bruarnat i 1895. Og ligesom foran med den gamle Over
betjent lader jeg ham selv fortælle om Oplevelsen:
Jeg stod en Nat i Februar 1895 ved Lygten — Byens
nordligste Grænse, hvor nu Slangerupbanens Station lig
ger — og talte med en Kollega fra Nordre Birk. Klokken
var noget over to, og det frøs nogle Grader. P ludselig
hørte vi i nogen Afstand et Kvindeskrig. Vi løb begge
efter Lyden og fandt paa Nørrebrogade en fødende Kvin
de liggende paa Fortovet. Jeg tog min Regnkappe af og
bredte over hende, bad min Kollega blive ved Stedet og
skyndte mig, saa meget min tykke Vinterklædning og
mine tunge Støvler tillod, hen til Stefansvagten — en
Strækning paa ca. 600 m — hvorfra jeg telefonerede ef
ter Ambulancen.
Da jeg kom tilbage, var der sam let en halv Snes Men
nesker omkring Kvinden, der laa paa Fortovet. Nogle
gifte Kvinder fra en Ejendom paa Stedet havde hørt
Kvindeskriget, og da de fik at vide, hvad der var paa
Færde, kom de ned paa Gaden med nogle Sække og Tæp
per, der forsigtigt blev skubbet ind under Kvinden og
det nyfødte Barn.
Og saa var det bare med at vente. Tiden sneglede sig
af Sted. Kvarter gik efter Kvarter, og der kom stadig
ingen Ambulance. Endelig efter noget over en Times
Ventetid kom Ambulancen. I al den Tid laa den u lykke
lige Kvinde uden at klage med sit nyfødte Barn paa det
islagte Fortov. Tilbage var yderligere den lange Tur i det
langsomme, skumplende Køretøj fra det yderste Nørre
bro til den kgl. Fødselsstiftelse i Amaliegade.
Hvorvidt Moder og Barn overlevede den forfærdelige
Nat, blev desværre ikke oplyst.
„Jeg havde aldrig tænkt mig, at en Time kunde være
saa forfærdelig lang, som den var den Nat“, sluttede min
Kollega.
(Fortsæ ttes).
J.
c. s.