624 / 722
610
Sigurd Thorsen
fornemste kancellistil. Indledningsvis gør landsfaderen
først vitterligt „At, eftersom Enhver rætsindig Christen
Lader det være een af sine største Omhyggeligheder, at
see Ungdommen, udi de han; af den allerhøyeste forlee-
nede Riiger og Lande, vel optugtede og artede, og jo
meere og meere forbedrede, ved sømmelig Opdragelse og
Underviisning ... have Vi ... allernaadigst resolveret, at
lade indrætte og fundere et særdeles Etablissement, til
at underholde og forsørge 200 fattige Drenge-Børn for
det første, indtil Middel og viidere Udveje sees til et
større Antal“.
Ved en lang række af A. T. Høy fremdragne akter og
korrespondancer er Opfostringshusets æ ldste historie
bleven levendegjort for enhver, der vil fordybe sig i be
retningen. — Det lønner sig altid for eftertiden, hvor
mulighed foreligger, at se h istorisk på tingene og at lære
ved nærmere at betragte den skete udvikling. Man skal
ikke læse ret langt i den fornemme kongelige fundats,
før man træffer greve J. H. E. Bernstorffs praktiske
formål med Opfostringshuset. Drengene sku lle under
holdes og forsynes „med ordinaire Føde, Klæder og
Huus-Geraad, saa ringe og saa haart, som Sundheden vil
tillade“, og uddannes grundigt i Kristendom — tilstræk
keligt i Læsen og Skriven og „udi Regnen lidet til For
nødenhed“ — og iøvrigt til „Haand-Gierninger anføres
og opvennes“. Det var formålet, at de ved 12— 15 års
alderen var bragt så vidt, at de blev overladt „enten til
Fabriqueurer, Handlende eller Søefarende, som dennem
begiere, eller imodtage ville, imod den Kiendelse, af 50
Rdr. ... for at tiene dennem, indtil deres 24de aars alders
Fuldendelse, som Drenge ... for Kost og Klæder alleene
uden anden Løn i saadan T iid“. Videre hedder det: Hvis
de imod Forventning „absentere sig, eller begaae deslige
eller andre Forseelser, sku lle de, hvor de findes og an-
træffes, straffes efter Lands Lov og Forordninger“. A lle