107 / 325
103
e— V ^ T
•^ 4 !
QJ
Jeg vendte sig
En Skærsommernatsdrøm.
Maanen og Magistraten havde
gydt deres feagtige Sølverlys over
Staden og over den store skygge
fulde Have, hvor
Puk
holdt Fest
til Fordel for »Alfernes Alder
domsforsørgelseskasse«. Det var
Puk
og dog ikke
Puk,
han havde
kun et Kvartal paa Bagen og
g?
var dog tyve Aar gammel, han
Y
|l
syntes, at han var død og havde
arvet sig selv og levede højt af
Renterne, medens hans andet
i sin Grav over hans grænseløse Letsind.
Paa samme Maade gik det med alle hans gamle Yenner,
der assisterede ved hans Fest. Det var dem og dog ikke dem,
han havde kjendt dem længe og dog aldrig set dem før.
Det varede noget, inden han fandt den røde Traad i Virvaret.
Men paa en Gang fandt han den: — R e n d e g a r n .
Han syntes, at Rendegarn holdt Prøve paa et Festspil,
en ganske forfærdelig rystende Tragedie, som hed »
Overmagt
«,
men som ogsaa kunde hedde »
Under Loven«.
Rendegarn havde
selv skrevet det og var stolt af det, men da Ob e r on blev
vred, fordi han ikke havde rost hans Svigermoder, den gamle
Fru T i t a n i a , i Vævernes Fagblad, blev det ikke til noget,
og saa maatte
Puk
selv sørge for Underholdningen.
Det gjorde han saa. Han slog med sin Brix i Jorden, og
strax mylrede der tjenstvillige Alfer frem fra alle Sider.
Smaa Magistrats-Alfer, der kom fra Skovudvisning paa
Bistrup og i den Anledning havde St. Hans-Hospitals-Blus paa
Lampen, lyste op som St. Hansorme mellem det mørke Løv.
Bagefter opdagede
Puk
rigtig nok, at de havde fortsat Skov-
; udvisningen i hans store, skyggefulde Have dg omdannet den
til Kjørevej samt anbragt et Plankeværk i Stedet som et Mindes
mærke, der indtil de seneste Tider kunde vidne om deres Daad,
men St. Hans-Blus fik han dog tændt.
Saa begyndte Forestillingen. Den indlededes med Vædde-
kjørsel rundt om Plænen af Ernst S e h u m a n ns yngste Bøm
i Barnevogne. Præmien var en Fribillet til Tivolis Cirkus, men
da det viste sig, at selv denne Tillokkelse ikke trak, sendte
Puk
Størstedelen af Personalet hjem til Berlin og lod Resten
more Publikum med Væddeløb til Fods i Gangkurve. Og
samtidig dermed optraadte Tyskerne baade i Cirkus i Jernbane
gade og i Dagmar.
Puk
kunde først ikke forstaa, hvordan de bar sig ad med
det. Men paa en Gang opdagede han, at hvor han saa saa
hen, saa fik han Øje paa lutter Dobbeltgængere. H e n n i n g
J e n s e n optraadte baade i
»Politiken«
og
i»Social-Demokraten«
(til nedsat Pris), H ø r u p optraadte baade som Agrar og Inte-
gade-Socialist, og dernede i Havens mørkeste Gang saa han to
sorte Skikkelser, to Sjæle og en Tanke — Victor og Wi r en.
S e c h e r o g B o r c h s e n i u s , R o b e r t og Os car , W a t t
og Th r a n e , W i i n b l a d og l p sen,
Puk
og
Puks
andet, nu
forholdsvise afdøde Jeg — det var altsammen mystiske Dobbelt
væsener, ja, selv R i i s - Kn u d s e n fandt, at det ikke var godt at
være ene. Nu forstod han, hvorledes K j æ r u l f kunde tele
grafere om fuldt Hus fra alle de Byer, hvor han havde været
paa Touméé, han forstod
»Soeial-Demokratems
Grundlovsfest-
Tal — det var altsammen Dobbeltgængeri. Hvad var Bunden
i de Moderates Politik? Dobbel. Hvad var
»Dannebrogs
Lotterispil? Dobbel. Kun
Hotel Royals
Etatsraad var trefoldig,
om end en enkelt af hans Redaktører havde vist sig enfoldig
ved at indlade sig i Frokost-Tvedragt med en Re x , der ikke
var R o y a l i s t og som derfor holdt paa »Amerika« fremfor paa
»Trefoldigheden«.
Puk
blev betagen af denne Opdagelse. Han bestilte sig
en Toddy med dobbelt Væge, og paa en Gang drejede det Hele
randt for ham. Hvor var han kommen hen? Jo, han maatte
være oppe ved Nordpolen, paa den ene Ende af Jordens Axe.
han var Medlem af N a n s e n s Expedition, Thermojnetret viste
90 Grader nordlig Bredde i Skyggen. Altsaa var det dog sandt,
at Jorden drejer sig om en Aktie! En forvirret Lyd af Stemmer
naaede hans Øre. Var det T i e t g e n s Forbragsforenings Ak
tionærer. Nej, det var hans egne trofaste Alfer. De maatte
altsaa være med paa Expeditionen og bragte ham nu deres
Hymne i følgende Strofer:
Naar Nattergalen klukker,
Og Gøgen muntert kukker,
Og Vinden sagte sukker,
Da mylrer frem der Pukker.
Det hjælper ej, man lukker
(i
Sin Dør og trevent mukker.
Hvad heller slavisk bukker
<
Og sig for Slaget dukker.
Om man forskrækket skrukker,
Paa dit og dat man pukker,
Om grim man eller smuk er,
Til Vands gaar dog Ens Krukker.
Thi
Puk
hver Vindhas plukker
Og Praleriet slukker,
Og, hvad forloren Stuk er,
Han uden Naade hugger.
Puk
gned sine Øjne. Det hele havde været en Skær
sommernatsdrøm, og det var ikke Alfer, men Abonnenter, der
havde bragt ham deres Hyldest. Men noget var der alligevel
i Dobbeltgængeriet. Et tomt Glas foran ham paa Bordet
vidnede om, at den dobbelte Væge havde været haandgribelig
Virkelighed.
Og Abonnenterne — ja, de havde ogsaa
fordoblet sig.
Abonnement
paa „ZEPuAsrt4 tegnes paa
Bladets Kontor, Hovedvagts
gade 1, i alle Boglader og
paa alle Postkontorer.
2 Kr. Kvartalet.
QJ
Enkelte Nr. 18 Øre.
Hermed følger et illustreret Annonce-Tillæg.