111 / 325
Gamle Sagn i Folkemunde.
Ma d s J o r d e m o d e r m a n d .
Dav, Kresten Smed.
K r e s t e n Smed. God Dav, Mads.
Jæ sønnes, ded æ’ saa længe si’en, man
har set noved te’ Dej.
Mads. Ja, Embedet gaar jo fremfaa’alt.
K r e s t e n . Du sku’ kaske følle Din
Kone te’ Bloksbjerg Sanhansdav?
Ma d s . Hæ hæ — næ, jæ sad sgu
hjemme aa’ spekkelered. Har Du noven-
sinde faa’ Alvaar tænkt over,, hvem som
a' Sanhansdav ejentli’ æ’ opkaldt etter?
K r e s t e n . N—æ — jov — Hans
— ded æ’ der jo saa manne, der hedder.
Mads . Saa manne — saa manne
— ja, der æ’ sgu osse saa manne Smedde-
bæller te’ i Verden, men derfor æ’ der
sgu dov itte mere end som en Jordmor
mand i Destregtet.
K r e s t e n . Ded ka’ der være noved i.
Mads. Jæ har nu tænkt mej, om
itte ded ku være begrundet paa, at der æ’
En a’ di Kungelie, som a’ der hedder Hans.
K r e s t e n . Ja, ded ska’ jæ ’ sgu ’tte
bestemt ku’ siJe, men om osse der itte
æ’ nu, saa har der dov vist været.
Mads . Ded æ’ jæ’ osse tebøjeli’ te
aa’ anta’. Ded maa ha’ været saadden
omtrent i Uldtiden. Ded kommer me’ for,
som om der har været li’som en gammel
Konge a’ ded Navn.
K r e s t e n . Ja, ded var vist den samme,
som a’ di kaldte Gaarm den gamle.
Mads. Næ, saa har ded dov snarere
væ’t Knyd. den store, saa vidt jæ ved.
Ded æ’ han, som a’ der gaar igjen.
K r e s t e n . Gaar han igjen ?
Ma ds . Ja, gu’ gjør- han saa. Han
ri er hver Nat over Himlen paa et splintrende
sort Kretur mæ’ en gloendes Pind i Enden.
K r e s t e n . Ja Herregud, Herregud,
hva’ der dov ka’ gaa faa’ se’ i denne
Verden! Monstrov ded nu sku’ være han,
som a’ Sanhansdav æ’ opkaldet etter?
Mads. Næ, ded tror jæ ’ dov itte,
& ded ka ha’ været. Faa’ den Gang, da
han va’ levendes, da va’ Almenakken vist
itte opfundet endnu.
K r e s t e n . Ded ka’ der være noved i.
Mads . Ja, ded æ’ nu mærkeli’t nok,
a’ itte man ved ded. Men der har jo
været saa manne baade Præster aa’Provster,
der hed Hans Velærværdihed eller Hans
Højærværdihed, saa ded ka’ jo være, a’
den æ’ opkaldet etter en a’ dem.
K r e s t e n . Ded ka’ der være noved i.
Mads. Jæ’ har nu faa’ Hesten osse
spekkeleret paa, om itte ded sku’ være
etter Orktavibus Ha n s e n .
K r e s t e n . Jamen han hedder jo
itte Hans.
Mads. Ded gjør han itte, men Hans
aa’ Hansen — ded kommer dog næsten
omtrent akkerat yd paa et.
K r e s t e n . Saa va’ ded dov mere
rimeli’t, om de hade taet H ø r u p eller
afdøde Be r r e .
Mad s. Jamen dihedtej oheller itte Hans.
K r e s t e n . Ded gjore di itte, men
derfor ku’ man dov li’egodt ha opkaldet
en Dav etter dem.
Mads. Ded ku’ man osse, men saa
sku’ den da itte hedde Sanhansdav.
Kr e s t e n . Ded si’er jæ’ jo heller itte,
a’ den sku’ ha heddet.
Ma ds . Næ, men naar a’ den nu
hedder Sanhansdav,saa sku’ di da osse ha’
heddet Hans.
K r e s t e n . Ded behøver di da itte.
Eaaded a’ den ene hedder Hans, derfaa’
behøver den an’en da’tte aa’ hedde ded
samme. D ø n n e r g a a r d , han hed Hans,
men nu for Ægsembel A 1b e r ti g, han
hedder itte Hans, aa’derfaa’
ku’
Almenakhen godt ha’ opkaldet Sanhansdav
etter Dønnergaard.
Mads . Jamen derfaa’ æ’ ded dov
itte savt, a’ di har gort ded.
K r e s t e n . Ded æ! heller itte savt,
a’ di itte har gort ded.
Mads. Næ,, men der æ’ dov saa
manne andre, som osse kaldes Hans saadden
i davli’ Omgængelse. Som nu faa’ Æg
sembel naar man si’er: Hans Madsen, hans
Kretur, hans Kone — —
K r e s t e n . Hans Kone! Saa har ded
vel væ’t en Jordmormand.
Mads. Ja, ded va’ da heller itte faa’
møjed, om di hade bevist Standen den
lille Opmærksomhed.
K r e s t e n . Ded ka’ der være noved i !
Grossereren synger.
Mel.
af
»Lykkebarnet«.
D er var en Tid, jeg nægter ej,
De fik mig med paa den Galej
At lave en engelsk Store,
— Ved Gud de gjorde, —
Og Ered’rik V e 11 fortrolig sa’,
At det var det, vi skulde ha’,
Og det kunde gavne og more
Og ogsaa fodre.
Men a k ! vor Plan i Stykker gik,
Alverden den imod sig fik!
— Vi gjorde det dog, hvis vi turde
Hvorfor skal vi se tavse til,
Agrarer drive deres Spil?
Nej, vi ku’ da ogsaa spore,
— Ved Gud vi gjorde, —
At der var meget%meget Vildt,
Og der gik Meget, Meget spildt,
Som kunde fylde vore Borde,
Og ogsaa burde.
Men ak, vor Plan i Stykker gik,
Alverden den imod sig fik!
— Vi gjorde det dog, hvis vi turde!
Etatsraad E r i t s c h e med os stod,
Saa Ti e t g e n var vist ej imod,
Ja Celestin og Floridore,
— Ved Gud de gjorde. —
Men saa blev der et rædsomt Hyl
Fra dette — uf! — Butikskrapyl;
De satte sig op mod os Store
Og skreg og svore.
Men ak, vor Plan i Stykker gik,
Alverden den imod sig fik!
— Vi gjorde det dog, hvis vi turde!
Saa sørgelig er Planen endt,
Selv Ti e t g e n har os Ryggen vendt
Af Grunde, vi ikke erfore,
— Gu’ om vi gjorde. —
Den hele Flok blev ganske sky
Og ty’de hver i sikkert Ly
Baade Dommere og Professore’,
— Ved Gud de gjorde. —
Men ak, vor Plan i Stykker gik,
Alverden den imod sig fik!
— Vi gjorde det dog, hvis vi turde!.