110
Å ltid de Danskes Vej til Eos og Magt,
Saa har fra gammel Tid man stedse sagt,
Var at kunne staa for Skud,
■ Ikke svigte Ærens Bud,
Men altid, naar det kneb, fra Læderet trække ud.
Vis er den Sag:
Den Dag i Dag
Han svigter ej Fanen.
Han trækker ud
Og staar for Skud
Paa — paa Skydebanen.
Naar Middagsklokken kimer tyst
Og melder om saa haard en Dyst,
Saa slutter Kreds han og staar fast med Liv og Lyst.
At se paa Tyskerne ej mange gad,
Men de paa Kiampenborg fik gratis Mad.
Der har vistnok været Skum
Og et Avditorium,
Som altid var lidt større end et Hverdags-Publikum.
Til deres Pris
Naturligvis
P e t e r H a n s e n holdt Talen:
»Die Deutschen sind
Doch immerhin
Fur uns Idealen:
Fin TJnterschuss so gross hat doch
Selbst unser Kammerherr nie noch
Pråstirt. Es lebe unsre deutschen Freunde hoch!«
Bj ø r n s o n sad og spiste — maaske Stikkelsbærgrød,
Ude hos He g e l , hvor han Livet nød.
Eller var’et saadan, at
H ø r u p ha’de faa’t ham fat
Og ved et Vælgermøde paa Tribunen op ham sat?
Men paa en Gang
Man paa en Stang
Det norske Flag skued,
Ej rent det var —
Den Sag er klar,
Det Bjørnson ej hued.
Og havde franske B e r e n d s e n
Ej strax det hevet ned igjen,
Saa var vist Bjørnson ikke blevet vores Ven.
Hver Gang T i e t g e n sad og spiste Boghvedegrød,
Tænkte han, den Urtekræmmer vist ham snød,
Det sku’ han nu ikke gjort,
For det nytted ikke stort,
Hans Stores-Fællesspisning blev ej meget -efterspurgt.
Men Gudbevar’ os,
Hvem vel ta’er os
Saadant saa nøje.
Altid Tietgen var
En Mand, som ta’er
En Tørn uden Møje.
Da Storen nu fik »Stank frir Dank«
Og Krukken hjem kom uden Hank,
Han maatte lukke for den sin private Bank.
Åme ri k abrev.
Spratts~Dog~ Gakes
, 15
»Vil De med at skyde en Neger, saa skynd Dem op?,
raabte min joviale Vært S ø r e n J o h n s e n , idet han for at
vække mig tømte sin Revolver ved mit Øre. En kraftig Race,
de skandinaviske Amerikanere! Jeg saa En forleden dræbe
sig ved at save sit Hoved af og senere flække det paa Hugge
blokken. Han døde næsten øjeblikkelig. Sligt hører her til
Dagens Orden. Naa! jeg slugte den Spand Whisky, Johnson
satte ved min Seng, vaskede mig i Skedevand — Pokker,
saa det vestamerikanske Prærisnavs sidder fast.
Holla, hopla, huhej, Pumperskoram! Paa Hesteryggen!
Hop, hop!
En skovbevoxet, aldeles nøgen Klippekløft! Det er bælg
mørkt, kun Solens lysende Øje straaler i vidunderlig Glans
over os. Luften er stille og tordenlummer; fygende svøber
Snestormen sig om Klipperne og fylder vore Skæg med Sommer
dagens friske Istap er.
»Har
you
haln med, Søren?« lyder det fra en Gruppe
stoute Karle, som staa ved et Træ. Til et andet er en Neger
bunden!!
»Yes indeed
,
bless m y soul!«.
Og prøvende Øjekast
sendes mig. For at overbevise dem om, at jeg var
a good
felloiv
, skød jeg strax en Finger af Negeren. Men Søren
sagde, det var forkert, der var ikke »akkorderet« med Negeren.
Den ældste af de Tilstedeværende, A n t o n N i e l s e n (en af
T s c h e r n i n g s Stillere til den grundlovgivende, god gammel
.Demokrat) akkorderde: Negeren skuidS have 50 Cents for
Forbiskud, en Dollar for Træffere i Arme og Ben, 17a i
Maven, 3 for et Øje og 2 for et Øre.
Smukke, skjælmske, lille Landsmandinde, som løftende
den zirlige Sommerkjole op, smilende og rødmende læser
»Puk«
i Boghandlerens Udhængsskab — De spørger: Hvorledes?
Saa hør da! Negeren, som den demokratiske Retfærdsfølelse,
der fordømmer Provisorier, havde udpeget til Lynchning, fordi
han havde banket Anton Nielsens Hund, var gift. Og til
E n k e n
samledes disse Dødspenge!
E n
forunderlig Skik, som
tø