154 / 325
Danmark—Siam.
V i og saa Si am er jo næsten
Et siamesisk Tvillingpar,
Altid saa kjærlig imod Testen
Nok Siams Hjærte slaaet har.
Kong
Chulalongkorn
Prins
Chira-wongse
Sendte herop til vore Øer,
Skjønt de er brune der som Bronee,
Er de med os som røde Køer.
Ti skulde skam os lægge efter
En mere omfangsrig Export,
I)e trænger jo til friske Kræfter,
Ti til at faa lidt flere bort.
Her gaar jo mange om og nusser
Og kommer ikke rigtig an,
Blot man en heldig Pamfilius er,
Let bli’er man de)’ en mægtig Mand.
Tænk — H e r m a n B a n g som
Herman-wongse!
( Wonyse
betyder »Hans Højhed« nok).
Hvor det paa Manden kunde ijongse,
Om han blev anbragt i Bang-kok!
Han har jo alt sig i Paris lagt
Efter at give Franskmænd Klø —
H e r m a n som Chef for Siams Krigsmagt
Sammen med vores R i e h e l i e u !
Og H e n n i n g J e n s e n som Buddhist nok
Blev til en ny Konfutse der;
H ø r u p og W i i n b 1a d kunde vistnok
Gjerne undvære J e n s e n her.
H ø r u p sig selv en lille lækker
Talgkreds maaske der kunde faa,
Ingen A l b e r t i der med S e c h e r
Kunde i Bedene ham gaa.
Ovre i Siam Folk vist vilde
Synes om et frimLodigt Ord,
Man vilde E d v a r d s Stykker spille
Og til Professor ta’ hans Bro’er.
Selv »Politiken«s Bimerister
Tilde maaske forstaa man der,
Ta’ dem alvorlig som Symbolister —
Det gjør man aber ikke her.
Mangt et. Musiktalent man fejre
Der vilde paa det herligste —
Ti kunde om Fru Q u i d i n g s Sejre
Læse i Bankoks »Berlingske«.
T i e t g e n og F e r s l e w , E s m a n n , R, ii s-Kn u d s e n —
Nej, Fler ej tage maa herfra,
For, hvis vi misted hele Rusen,
Hvad skulde
Puk
saa leve a’?
F ru Juliane Petersen:
God Dag. søde Fru Schrøder, og
undskyld, at jeg ikke har haft Tid til at se op til Dem i disse
Dage, men der bliver jo lagt saa stærkt Beslag paa En. naar
man ligger og plejer sin Magelighed paa Landet og dog alligevel
maa følge med, som nu forleden Dag, da vi maatte til Sommer
koncert paa Klampenborg og høre Frøken U n d s e l i o, der en
Svigerdatter af B j ø r n s t j e r n e B j ø r n s o n og smv en Bjørns
Stjerne, fordi hun er forlovet med den lille Bjørn, og det var
nu navnlig Petrines Skyld, at vi kom derud, hun har nemlig
slaaet sig paa Fredssagen og har over en halv Snes Gange i den
sidste Tid været ude i Ordrup Krat for at se, om hun ikke
skulde kunne møde Bjørnstjerne, naar han spaserer Morgentur
i 'Skoven, og nu tænkte hun, at hun maaske kunde træffe ham
ved Koncerten, jeg skal sige Dem, hun har opdaget, at hendes
Forlovede Mørk endnu staar som Løjtnant ved Brandvæsenet i
Nykjøbing, hvor han har været etableret i Trikotage, inden
han flyttede herind og gav sig til at gjøre i Ligkister og Sorg,
og desuden er han jo som Ligkistefabrikant halvt om halvt en
gejstlig Person, saa De kan jo nok forstaa, at Pigebarnet har
faaet Skrupler, og nu vilde hun spørge Bjørnson, om hun ikke
paadrager sig for stort et Ansvar overfor Fredstanken, naar
hun gifter sig med ham, og hvis han fandt, at det var Tilfældet,
saa vilde hun bringe Mørk som Offer paa Fremskridtets Alter,
og saa spørger hun jo ogsaa En af Opvarterne om, hvor
Bjørnson er, og han præsenterer hende en ældre Herre, som
hun strax kjendte paa Brillerne og som hun jo saa gaar hen
til og siger, at hun har læst alt, hvad han har skrevet, og
hun vilde da spørge ham, om Mørks Mørkets Gjerninger var
forenelige med Demokratiets og Fremskridtets Sag, men saa
kan De tænke Dem til, at saa svarer han hende paa rent ^
kjøbenhavnsk, at han vilde bede hende om at afgjøre den
Forretning paa hans Kontor, og saa hedder han ikke Bjørnson
men Jørgensen og er Grosserer, og det var Opvarteren, der
havde hørt fejl, hvad Petrine er meget nedslaaet over, men