271 / 325
De anstændige Forfatteres Fagforening,
ikke at forvexle med R e v u e -
forfatternes do., holdt forleden
sit konstituerende Møde.
Mødets Forhandlingsemne var:
Forslag om Optagelse af For-
'eningens Stifter, Hr. Kn u d
B o k k e n h e u s e r . ■
E d v a r d B r a n d e s mente,
at man først maatte gjøre sig
det Spørgsmaal klart: . Hvem
Fanden erBokkenheuser? Taleren
havde forgjæves søgt at faa Svar
herpaa. Han havde baade slaaet
op i Vejviseren og spurgt Be
tjenten paa Hjørnet. Han havde
set efter i sin Broders Hoved
strømninger og i Krimminalrettens Samlinger af literære Justits
sager, som bekjendt de Steder, hvor man fandt de a n s t æ n d i g e
Forfattere, men han havde ingen Steder fundet ham. Han
var derfor bleven stærkt bange for, at han skulde vise sig
ikke at være nogen anstændig Forfatter, hvis han da over
hovedet var Forfatter og ikke f. Ex. Serpentinedanserinde
eller et Middel mod Frost i Hænderne.
P e t e r N a n s e n mente, at Bokkenheuser var Forfatter
af en anerkjendt Regnebog, hvilket man maatte have
in mente
,
naar man skulde skille Bokkenheuserne fra Faarene.
C a r l B e h r e n s bad sig fritaget for Personligheder.
G u n n a r H e j b e r g mente, at man maaske ogsaa kunde
tage
lid t
Hensyn
til
Mandens endnu uskrevne
Stykker.
E d v a r d B r a n d e s antog, at en Regnebog utvivlsomt
maatte regnes med til den anstændige Literatur. Var den
ikke netop krystalhimmelskklar, som Literatur burde være?
P e t e r N a n s e n var dog betænkelig. Der optraadte saa
mange tvivlsomme Størrelser i saadan en Bog. Allene det,
at man tidt laante en, som man kaldte ti, vidnede ikke om
nogen udviklet Moralitet. Desuden havde den lille Additions
tabel ofte vist sig at være paavirket i Lars Dinesensk Aand,
naar den miserable — ellet hvad han vilde sige liberale
Vælgerforening holdt Mønstring over sine Tropper. Han vilde
foreslaa at henvise Sagen til Foreningens Konsulent i Svine-
digteritis, Dr. Sofus S c h a n d o r f f .
Dette vedtoges ved Akklamation, hvorefter Mødet hævedes.
Det gaar tilbage, Hakon.
Fotograferne har klaget over,
at det gik ned ad Bakke med deres Forretninger, fordi Amatør
fotografernes Antal stadig var i Tiltagende. Det er vist lidt
overdrevent. I alt Fald paastaar Amatørfotograferne selv, at de
ogsaa tager af.
Ungdomssynder
eller
Bedre sent end aldrig.
i)
N aar man er i Barndomsalder,
Gjør man ofte noget, som
Siden man i Livet kalder
For den pure Daariigdom.
Selv en frelst »forloren Søn«
Tidt maa smage Syndens Løn.
Ose a r Ma d s e n nu for sine
Ungdomssynder nok saa fjong
Er aftvættet. Død og Pine!
Han er R o b e r t s Kompagnon t
Det er Dydens Toppunkt, men
Han var en Gang » smu k k e Ven«.
Sagen er lidt kombineret
Li’som Søetatens Ret.
Først blev Bogen konfiskeret,
Ma d s e n fik paa Hovedet,
For han havde rodet i
Ove R o d e s Roderi.
Da saa O s c a r heldig glemte
Denne korte »El s k o v s Rus«
Og sig bort for Verden gjemte
Udi S e c h e r s nye Hus,
Et Sted ej han glemtes — det
Var nu just i Højesteret.
M a d s e n tænkte ikke mere
Paa sin salig M a u p a s s a n t ;
Højst et: »Gid det maa passere,«
Tænkte han rent
en passant
,
Drømte ej om Livets Smuds,
Men kun om B o r c h s e n i u s .
Ak, men snart hans Taarer fløde,
Thi der kom en Dommedag:
Et Par Hundred Kroners Bøde
Følgen blev af denne Sag.
Og, skjønt Dommen kom lidt sent,
Var den lige ærlig ment.
Det er flere Alen Spalter
Af en ny Sommerroman,
Som paa Ungdomssyndens Alter
Nu han ynksomt ofre kan.
Han og stakkels R o b e r t — de
Maa skam svært nu hænge i.