278 / 325
F a r i m a g l k e r n e .
oJ
'ktober er for længe siden himlet,
November næstendels er ligesaa,
Og i vort Folkekammer har det vrimlet
Med Forslag nok til dem ihjel at slaa;
Store Reformer og en Mængde smaa
Blev forelagt, saa det for Tanken svimled’,
Fordi det vilde ganske vist sig hænde,
At Landet sattes paa den anden Ende.
Men disse Maaneder har kostet Mønt,
Og Frugt heraf har Ingen kunnet plukke;
Til Dato var Sessionens Liv kun tyndt,
Og kun Diæter har den vidst at hugge. .
»Dagsordenernes« Indhold har den skyndt
Sig med at bringe under Laas og Lukke
I Udvalg, og — lig gangbar Mønt hos Gniere
For Dagens Lys det kommer næppe tiere.
Der er et Ord, der siger: Tid er Penge,
Og Tiden har vor Rigsdag ikke skaanet;
Betænkningstiden varer tidt. saa længe,
At Haaret paa den stakkels Lov er graanet.
Og den Trafik har Danmarks Yang og Vænge
Skam kostet hundred Tusinde pr. Maaned,
Hvoraf kan ses, at vor Forhandlingsvillighed
Er ikke saadan, hvad man kalder Billighed.
Et Felt her findes, dog, hvor man erfarer,
At Folkethinget ynder Sparsomhed:
Paa sine Kræfter nemlig Thinget sparer,
Hvor et og andet burde slagtes ned;
Statshjælpen til de trængende Ag r a r e r
Blev ikke frembragt i dets Ansigts Sved;
Den illustrerer heldig Thingets værdige
Stræben i Retningen af det l e t færdige.
Imens er stadig Publikum fornøjet,
Selv om Forhandlingen i Længden trak;
Hvert Visdomsord modtager det med Tak,
Selv om dets Visdom kun er ufordøjet;
Det ser sit Folkekammer gaa i Tøjet
Paa den Devise at »Forl i g« er »Snak«;
Og derfor er man vis paa rundt i Landet,
Brister det e n e, faar vi dog det a nd e t !
Camera obscura.
Hr. B r a m s e n foreslaar, at vi skal
have E n i g h e d s k a m r e. Hvis han mener Rigsdagen, saa
beundrer vi ham.
Kirkesangeren fra Stadil
kan ikke berolige sin Puls alene
ved at tugte Pilte og sejgpine Stenografer; i den Sognekirke,
der hidtil kun har givet Ekko af hans Heltetenor, vil han ogsaa
præke, hvi s han kan faa Rigsdagen til at skrive ham en Præste-
attest.
Anti-Mem oirer.
Hr. P u k !
Maa det være m ig tilladt? De véd
ham M ic h a e l sen. Han blev ikke
udødelig ved Universets Postforening,
men han bliver det nok ved sin sidste
Genistreg
»F r a m i n S a m t i d«. Inden
han glider over i Historien, med Engle
vinger paa-, maa det derfor være mig
tilladt at pirke lidt ved ham
,
skjønt
jeg naturligvis ikke vil indlade mig
nærmere med dette politiske Forholdsled
,
der altid har vimset
frem og tilbage mellem de store Navne, uden dog at faa sit
eget i Kurs. M ig roser han! Hvad skulde han vel dadle?
Men hans Ros er mig en Vederstyggelighed. Han siger, at
jeg er i Besiddelse a f
»grundige Kundskaber«,
»
Jernflid
«
og
»vidt Syn«, men jeg maa nedlægge d e n b e s te m te s te In d
sig e lse mod disse le tfæ r d ig e P a a fu n d . Og, hvis han
vil kaste op i m it Rigsdagsbibliothek; vil han se, at jeg ikke
er skabt som. en W iirtem b e rg e r, men at det tværtimod
er mig, der før nogen anden har 'samlet det tyske Kejser
dømme og ved m ine Artikler i
»
Fædrelandet
«
hidført den
fransk-tyske Krig, som satte Kronen ikke blot paa Kong
Wilhélm
,
men ogsaa paa m it og Bismarcks Værk. H a n
kan ikke puffe mig ned fra m it Postament i Verdenshistorien,
og hvad h a n lader skrive i
»
N a tio n a ltid e n d e
«,
kan jeg
kun betragte som et intetsigende P ostskriptum .
E lb e r E m ilin g .