![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0276.jpg)
275
&
Ved det lOende Glas.
(Da L i b e r a l i s m e n var hos Lar s e n. )
P o l i t i k e n (ør af Virak):
Hvem. Panden skal jeg
. saa klinke med? (Socialist-
marchen
lirekasses nede
paa Gaden.) H ej! (Gaar til
Vinduet og knalder Puden.)
^ Hvem der? (»Til Arbejde,
—Brødre . . .«) Ah, endnu en
Tilbeder!
(Raaber ned.)
Kjære, kom indenfor!
S o c i a l - D e m o k r a t e n (kommer): Der blev kaldt —?
Po l . : Detvar mig. Vi drikker Brorskaal, vi to! Du
vilde være Verdensførste Sprøjte, hvis ikke jeg var det. Du
er den næsthøjeste Oplysning.
Soc. -D. : Hvormed har jeg fortjent . . .?
Po l . : Fortjent! Det har Du schgu heller ikke. Men i
Aften har jeg rullet mine sorte Guldbryllupshumørsgardiner op,
og derfor er du og jeg Brødre.
Soc.-D .: Karl Marx vilde have sagt Gebriider.
P o l : Hys, det Ord maa du ikke omgaas letfærdigt.
Ellers kan du gjøre Nar ad, hvem Fanden du vil, men kom
ikke her med Gebriider. De skal nok selv besørge, hvad der
skal siges om dem. Du kunde f. Ex. aldrig falde paa at sige,
at Bruder G e o r g er »en Forfatter med. Verdensry«.
Soc.-D .: Det indrømmer jeg. — Men hør, der stod en
lille Fyr her nedenfor, som sagde, at han hørte til Familien.
Han kaldte sig »København«.
Pol . : Naa ham, ja, det er saadan et Smertensbarn, jeg
har udenom, kjære Broder.
Soc.-D .: Altsaa jnin Brodersøn?
Pol . : Javel. Men han er ikke salonfahig, saa han maa
blive udenfor. Jeg skal skikke ham et Glas Puns og en
Æbleskive, saa er han evig fornøjet. — Lad os hellere tale om
Pantet paa vor Broderkjærlighed, den fordum velærværdige
H e n n i n g .
Soc.-D .: Naa ja, han kan jo nok bruges til Fyld.
Pol . : Ja, nu benytter jeg ham kun som Billedstormer,
han faar ikke længere Lov til at filosofere. Siden Valget i
Kjøge har H ø r u p selv været Filosof. Skaal, Bror!
Soc.-D .: Tak, Bror! Leve Abonnenterne!
Pol . : Og det løse Salg! Men hør, nu maa du mare ikke
tro, at jeg spiller Komedie. Jeg skal nævne dig broderlig
i Referatet.
S o c.-D .: Saa skal jeg til Gjengjæld fortælle Arbejderne,
at ikke mere end de tre Fjerdedele af de liberale Jubilarer
var Socialister.
O c t a v i u s (træder til og løfter Armene mod dø to ny
S a mm e n s m æ l t e r e , dér falder hinanden om Halsen): Saa
besegier jeg da denne højtidelige Pagt ved at skænke eder Navnet:
»Den f o r e n e d e R a d i k a l i s me « . (Der høres et Klask paa
Ruden; det er »København«, der retournerer sin Æbleskive.)
En . Z l v l n d e s a g 1,
R undt om i Danmark der snarlig bli’er,
Hvad man tør kalde en Sjælesvir,
Thi vort Folkething har væ’t
Saa nobelt og honnet,
At det har vedta’et Kvindens kommunale Stemmeret.
Før maatte hun
Kjønt holde Mund
Og gjemme
Sin Stemme,
Til med Esprit
-
Hun saa sit Snit
At skaffen
Ved Kaffen
Dens Ret, naar Gratulanterne
En Omgang nød hos Tanterne
Til Trøst for Grød- og Vællingfabrikanterne.
Nu er til Anger og Ruelse
Kvindernes Underkuelse
I Kommunerne indviet,
Og Kvinden er befriet:
Som myndig har hun Stemmeret, hvis bare hun kan li’et.
En Sejr det var,
Som frydet har
Fru M e y e r
Og B a j er,
Ja, faar, med Magt
%/
\
Fra Halmen bragt
I Dynen
Kommunen,
Naar Kvinden svigter Fætterne
I Loger og Parketterne
Og krydrer ved en »Skovudvisning« Retterne.
Bare der inte i L i e b e s Egn
Kommer en Mand med en Slæde i Vej’n,
Som under Spot og Spe
Faar slig en fix Idé
Gjort om til en Pendant til »Kjøbenhavns Forskjønnelse«.
Thi, spruder hver
Reaktionær
Filister
Her Gnister
Mod Kvindens Ret,
Er den, s’gu, net
Leveret,
Og sker ’et,
Faar hun trods alle Dyderne
Kun Valgret, lig Forbryderne,
Og saa sin Hædersplads ved Suppegryderne.
V®