Previous Page  279 / 325 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 279 / 325 Next Page
Page Background

275

&

Ved det lOende Glas.

(Da L i b e r a l i s m e n var hos Lar s e n. )

P o l i t i k e n (ør af Virak):

Hvem. Panden skal jeg

. saa klinke med? (Socialist-

marchen

lirekasses nede

paa Gaden.) H ej! (Gaar til

Vinduet og knalder Puden.)

^ Hvem der? (»Til Arbejde,

—Brødre . . .«) Ah, endnu en

Tilbeder!

(Raaber ned.)

Kjære, kom indenfor!

S o c i a l - D e m o k r a t e n (kommer): Der blev kaldt —?

Po l . : Detvar mig. Vi drikker Brorskaal, vi to! Du

vilde være Verdensførste Sprøjte, hvis ikke jeg var det. Du

er den næsthøjeste Oplysning.

Soc. -D. : Hvormed har jeg fortjent . . .?

Po l . : Fortjent! Det har Du schgu heller ikke. Men i

Aften har jeg rullet mine sorte Guldbryllupshumørsgardiner op,

og derfor er du og jeg Brødre.

Soc.-D .: Karl Marx vilde have sagt Gebriider.

P o l : Hys, det Ord maa du ikke omgaas letfærdigt.

Ellers kan du gjøre Nar ad, hvem Fanden du vil, men kom

ikke her med Gebriider. De skal nok selv besørge, hvad der

skal siges om dem. Du kunde f. Ex. aldrig falde paa at sige,

at Bruder G e o r g er »en Forfatter med. Verdensry«.

Soc.-D .: Det indrømmer jeg. — Men hør, der stod en

lille Fyr her nedenfor, som sagde, at han hørte til Familien.

Han kaldte sig »København«.

Pol . : Naa ham, ja, det er saadan et Smertensbarn, jeg

har udenom, kjære Broder.

Soc.-D .: Altsaa jnin Brodersøn?

Pol . : Javel. Men han er ikke salonfahig, saa han maa

blive udenfor. Jeg skal skikke ham et Glas Puns og en

Æbleskive, saa er han evig fornøjet. — Lad os hellere tale om

Pantet paa vor Broderkjærlighed, den fordum velærværdige

H e n n i n g .

Soc.-D .: Naa ja, han kan jo nok bruges til Fyld.

Pol . : Ja, nu benytter jeg ham kun som Billedstormer,

han faar ikke længere Lov til at filosofere. Siden Valget i

Kjøge har H ø r u p selv været Filosof. Skaal, Bror!

Soc.-D .: Tak, Bror! Leve Abonnenterne!

Pol . : Og det løse Salg! Men hør, nu maa du mare ikke

tro, at jeg spiller Komedie. Jeg skal nævne dig broderlig

i Referatet.

S o c.-D .: Saa skal jeg til Gjengjæld fortælle Arbejderne,

at ikke mere end de tre Fjerdedele af de liberale Jubilarer

var Socialister.

O c t a v i u s (træder til og løfter Armene mod dø to ny

S a mm e n s m æ l t e r e , dér falder hinanden om Halsen): Saa

besegier jeg da denne højtidelige Pagt ved at skænke eder Navnet:

»Den f o r e n e d e R a d i k a l i s me « . (Der høres et Klask paa

Ruden; det er »København«, der retournerer sin Æbleskive.)

En . Z l v l n d e s a g 1,

R undt om i Danmark der snarlig bli’er,

Hvad man tør kalde en Sjælesvir,

Thi vort Folkething har væ’t

Saa nobelt og honnet,

At det har vedta’et Kvindens kommunale Stemmeret.

Før maatte hun

Kjønt holde Mund

Og gjemme

Sin Stemme,

Til med Esprit

-

Hun saa sit Snit

At skaffen

Ved Kaffen

Dens Ret, naar Gratulanterne

En Omgang nød hos Tanterne

Til Trøst for Grød- og Vællingfabrikanterne.

Nu er til Anger og Ruelse

Kvindernes Underkuelse

I Kommunerne indviet,

Og Kvinden er befriet:

Som myndig har hun Stemmeret, hvis bare hun kan li’et.

En Sejr det var,

Som frydet har

Fru M e y e r

Og B a j er,

Ja, faar, med Magt

%/

\

Fra Halmen bragt

I Dynen

Kommunen,

Naar Kvinden svigter Fætterne

I Loger og Parketterne

Og krydrer ved en »Skovudvisning« Retterne.

Bare der inte i L i e b e s Egn

Kommer en Mand med en Slæde i Vej’n,

Som under Spot og Spe

Faar slig en fix Idé

Gjort om til en Pendant til »Kjøbenhavns Forskjønnelse«.

Thi, spruder hver

Reaktionær

Filister

Her Gnister

Mod Kvindens Ret,

Er den, s’gu, net

Leveret,

Og sker ’et,

Faar hun trods alle Dyderne

Kun Valgret, lig Forbryderne,

Og saa sin Hædersplads ved Suppegryderne.