38 / 325
34
P o l i t i s k e S to k f isk .
P
M en s her en blakket snart og snart en ren
Forhandler disker op med en Erklæring,
Der ofres Tidens Tand til fri Fortæring,
Har N o r g e s velbekjendte Rektor S t e e n
Om Afsked nys forfattet en Begjæring,
Et ikke ganske nkjendt Fænomen,
Saasom man allerede har i forrige
Kalenderaar det samme spurgt fra Norrige.
Det var i Fjor, at første Gang Ballonen
Han vilde prøve; — men den revned’ nok.
Alt trued’ samme Medfart Unionen,
Som Fader Od in led i Ragnarok.
Men den Gang skaanede han Dobbeltkronen:
S t e e n er dog ikke helt af Sten og Stok;
Den rene KonsulatSag fik Udsættelse,
Og som en Sten fra Hjertet gav det Lettelse.
Nu vil han sikkert heller ei forsage
Den Magt. hvortil, han har en dybtfølt Trang,
Saadan, at ikke Sten paa Sten tilbage
Der vilde blive af hans Statsraadsrang;
Sligt hører ikke med til Verdens Gang
Blandt rene Venstremænd i vore Dage.
Pas paa! Det rene Væsens tapre Riddere
Faar nok igjen Alt udsat indtil videre.
Den arme B j ø r n s o n er dog vist i Vinden,
Fordi det kommer ham særdeles ved,
Om han skal Lyren slaa til Kamp mod Ejenden
Eller til Bedste for sin egen »Fred«.
Skal kan beordre Riflerne til Kinden, ,
Eller servere Aal i det Geled?
— Ak ja, der kommer gjerne den Slags Kvaler,
Naar man i Lommen gaar med to Signaler.
Saa er dog Stillingen langt mere klar
Hos os blandt vore egne Demokrater.
Vel har de ikke rene Konsulater,
Men det er nok saa heldigt, hvad vi har;
Thi det er rene Statsrevisorater,
Hvor hele Gagen i Pension man ta’er,
Naar ikke mer man styre kan Kodillen,
Og Levebrødet bliver i Familien.
„Det unge Danmark",
som starter til Efteraaret, er efter
Forlydende sikret for saa lang Tid, at det vil kunne opnaa
Titelen »Det gamle Danmark« med Tilladelse til at bære samme.
lernbaneraadet
er bleven sat fra Bestillingen. Nu bar vi
hverken Raad til ny eller gamle Jernbanei.
Smaa Bededags-Betragtninger.
Jeg er Familiefader og emærer
mig kristelig ved Saxen ligervis
som andre Provinsredaktører.
Hele Aaret om maa jeg af
Hensyn til Familiens økonomiske
Status trækkes med Hveder til
min Morgenkaffe. Kan nogen
saa sige mig, hvorfor jeg Store
Bededagsaften skal delikateres
med de Beskøjter som Raritet?
At H v e d e rimer paa Bede,
kan kun være en tilstrækkelig
Grund for Æsthetikere, ikke for
Mestere i Skræderfaget. Derimod
kan det være rigtigt at gjøre
Hveden varm den Aften. Man
er altid halvdød af Kulde, naar man kommer hjem t e den
første Sommeraften paa Volden, som ikke mere er volden,
men Langelinie. Og Langelinie bliver ikke længe ved at være
Linie. Den skal gjøres til det bare Frihavn, naar først P e e s ch e-
Kø e d t bliver Minister og H a u b e r g Direktør i Sø- og Handels-
retningen. Saa er jeg gal i Hovedet paa S e c h e r. Den ene Dag
siger han, at vi ikke maa gaa paa Limen, for der falder vi i
Grøften- vi skal gaa paa Boulevarden baade den Dag og hver
Dag. Den næste Dag forbyder han os at komme paa Boule
varden og siger, at vi ingen har, men vi skal gaa vores
Bedetur i Kastellet, hvor vi heller ikke maa komme. Det er
efter min ringe Mening næsten en Præmiegaade.
Endvidere vil jeg nok spørge, hvad vi skal med en
ubegribelig Helligdag midt i den travleste Sytid, da vi skal have
alle Mennesker klædt paa til Pintse. Jeg har sat paa Bordet
og gjort mine Studeringer, og derfor veed jeg nok, at Bededagen
blev trukken sammen af alle Aarets andre bedelige Dage den
27 Marts 1686 paa en stor tyk Traad med en Knude paa, som
kaldtes en kongelig Forordning. Det kunde der være nogen
Rimelighed i, for i de Dage var der baade Beden og Fasten,
men nu er der ikke andet end Hvederne og Linien og »Dannebrog«
paa Boulevarden og Secher i Kastellet i Splidagtighed med sig
selv og det er dog for lidt at stikke Naalen ind for, især da
der nu er Tale om at sy baade til Huslejeskat og til ny Kirker.