39 / 325
35
Alt det kan min Traad ikke holde til, og derfor blev jeg
hjemme i Torsdags Aftes og spiste mine Hveder inkognito,
mens Kone og Børn gik ud i smaa Hold for at høre Klokkerne,
men ikke opdagede saa meget som en Bedemand i Landskabet.
Hvad ellers Navnet angaar, veed jeg desuden, at en Bede
er en Runkelroe og noget af en Vædder.
F ra Arilds Tid Klo-ak og ve
Vi græd i Hovedstaden;
Men vent kun lidt, saa skal De se,
Hvor her bh’er rent paa Gaden:
Da bliver alt vort Spildevand
Ta’et fra os, saa vi ikke
Ved Hjælp af Fisk fra Gammelstrand
Kan faa det selv at drikke.
Fra Ama’er og fra Østerbro
Det pumpes væk og dølger
Sig brat i skælmsk, idyllisk Ro
Bag
Codans
vilde Bølger.
Og vore Børn taknemlig gaar
Omkring og er foiundrede;
Thi, sker det ej til næste Aar,
Saa sker det nok om hundrede.
Men l i d t af Tidens store Savn
Dog snart skal redresseres,
Ifald, til Fryd for København,
En Plan realiseres:
Alt Overfalds- og Spildevand
Bli’er da fra Integade
Heldt i u-renoveret Stand
Ned i to nye »Blade«.
Mens Sprøjteførerne slaar Takt,
Maa da de arme »Unge«
Ved Pumpen slide uforsagt
Med baade Haand og Lunge:
Til Mikkels- (Mi c hael i s - ) Dag
I tvende Hold Smaastumperne
I Vandet gaar for G e o r g s Sag —
Og driver saa paa Pumperne.
B e d e d a g s a f t e n .
(Scenen.: Langelinies Pavillon).
Jespersen,
Lystrejsende fra Provinsen, kommer med
sin Y en
Therkelsen,
Kjøbenkavner (stum Person).
Det er en storartet By,
den Kjøbenhavn. Sikke Damer! Sikke
Ekvipager! Og sikken en Lykke, at de
Kongelige netop sku’ komme forbi, li’som
jeg viser mig paa Linien. Naa, Therkelsen,
nu sku’ vi ha’ de Hveder. Man maa jo
vise, at man er med. Du ska’ sgu ikke
sjenere Dig. Jeg gi’er selvfølgelig.
(Til en
Opvarter.)
Opvarter! En Gang varme
Hvedetvebakker med Smør af det bedste
— ikke Margarine, hører De — og to
halve Flasker Bayersk 01 — og to Snapser
— og en stor Kop The paa Kande — med
to Kopper til — og Sukker og Fløde . .
Opvarteren.
Undskyld, min Herre . . .
Jespersen.
Det gjør ikke noget, om
osse vi ska’ sitte lidt knivent — vel
Therkelsen? — Kjøbenhavnerne er jo saa
nemme og komme ud a’et med — men
vi maa ku’ se ud over Sundet, og hvis
De har en Kikkert . . .
Opvarteren.
Undskyld, min Herre . . .
Jespersen.
Men det kommer jo nok
lidt villig. . Jeg ska’ sige Dem, jeg har
været baade i zoologisk Have og paa
Charlottenborg — De veed, Udstillingen
— og ude hos min Svoger paa Frederiks
berg, og konsulteret en Doktor for en
bulden Finger, som jeg har gaaet med i
over en Maaned. Jeg er nemlig ikke her
fra Byen, maa De vide, og saa synes man
jo, at naar man alligevel skal til Kjøvenhavn
for sin Fornøjelses Skyld . . .
Opvarteren.
Undskyld, min Herre . . .
Jespersen.
Det er maaske Værten selv,
jeg har den Fornøjelse at tale med?
Opvarteren.
Undskyld, min Herre . . .
Jespersen.
Ja, det gjør saamænd heller
ikke noget. Jeg vilde jo nok helst have
talt med ham selv, men saa kanske De
vil hilse ham og sige, om ikke vi kan
faa Hvedetvebakker fra Hofbager Olsen.
Jeg kjender nemlig Hr. Olsen personlig,
maa De vide.
Opvarteren.
Undskyld, min Herre . . .
Jespersen.
La’ ves nu se, hvad det
ka’ komme til og koste. Bayerne er vel
40 Øre, og Hvederne er 2 Øre Stykket.
Skal vi sige, at vi spiser tre hver, saa
bliver det en 12 Øre. Theen er vel 18
med Sukker og Fløde, og Smørret kan vel
komme paa 20 eller 25. Saa skal De
faa 10 Øre i Drikkepenge — eller vi ka’
jo sige 8 . . .
Opvarteren.
Undskyld, min Herre, men
Pladserne er skam optaget.
Jespersen.
Optaget! Nu har jeg aldrig
hørt Mage. Naar jeg har rejst den lange
Vej, saa ku’ De da ellers nok sørre for,
at jeg ku’ komme til og sitte. Men det
er værst for Dem selv. Nu tjener De
ikke noget ved mig. Kom saa, Therkelsen!