42 / 325
38
V
or gode Stads Repræsentanter
Forlangte nylig ren Besked
Fra Godtfolk, som. gi’er Laan paa Panter,
Om Arbejdsløs- og Ledighed,
Hvorfor i hele fjorten Dage
Og Nætter Magistraten sled,
Saa en ramsaltet Sildelage
Yar Yand imod dens Ansigts Sved.
Men derfor gav den ogsaa Møde
I Mandags med et Resultat,
Saa ingen andre end de Røde
Faldt paa at rynke Næse a’et.
Paa eet Sted kun man havde Tale
Om Arbejdsløshed hørt i Aar,
Det var blandt nøgle Graverka’le
Ude paa Yestre Kirkegaard.
Men ellers var der travlt hos alle,
Selv i den vise Magistrat,
Og paa dens nye Torvehalle
Hængte man i som desperat.
Formedelst varme Hveders Spisning
Fandt Ma r s t r a nd ingen »fyrig« Svend,
Og til den næste Skovudvisning
Har Th oms e n knap nok Tømmermænd.
Kommunens Udvalg ased’ gru’ligt,
Da Arbejdsstoffet var saa stort,
At det var tidt dem plat umuligt
At faa Betænkning færdig gjort.
Hertil kom Pantelaanerklagen,
At man hos dem drev om for Lud
Og koldt Yand, skjønt paa Kirkesagen
Folk havde nok at sætte ud.
Til Slut gav P h i l i p s e n med rene
Ord sit Besyv, der lød som saa,
At det var Arbejd’ nok alene
St. Hanses Regnskab at forstaa;
Og, saasom Tr i e r ydermere
Holdt jævnt i Gang sit Yæveri,
Saa kunde Raadet frit notere,
At Arbejdsnøden var forbi.
J L l f e l e g .
Kling klang! sagde Klokkerne. Det var S t o r e B e d e
d a g s a f t e n - , saaledes kaldet, fordi selv de største Beder den
Aften gaar paa Langelinie, bare tor at fylde op.
Men A l f e r n e er ogsaa Mennesker. Det kan
Puk
tale
med om, for de er hans nærmeste Familie; han har altsaa
Lov til at sige dem ubehagelige Sandheder. De mylrede
sammen derude i den køle, duftende Skov, hvor Knopperne
skyder Foraaret ind, medens Anemonerne følger den sidste
Vintergæk til Graven og lader Violen sørge. Smilende og
hilsende trippede de op ned ad en Solstraale, og saa bildte de
sig ind, at de kunde høre Klokkeblomsterne ringe.
De smaa Alfefrøkener mødte i deres fineste Habitter:
Tusindfrydsblade, der laa Lag paa Lag, saa at Frøkenerne lignede
Artiskokker med Bunden i Yejret. Det var nydeligt. Men
man maatte ikke se dem for nøje efter i Sømmene. Deres
Hofleverandører i
Magasin du Jord,
henne paa den store
Plæne, laa nemlig under Ombygning. De kunde ikke rigtig
faa Tid til at klæde Frøkenerne paa, fordi de foreløbig selv
blev klædt af i Anledning af Betingelserne. Naa, men det
kunde jo for den Sags Skyld være lige F e tt, som "Wes sel
siger.
Frøkenerne smilede, og Herrerne smilede, og Alle smilede,
undtagen nogle ældre Herrer, som ikke smilede, men bare saa
indholdsrige ud. Det kom sig af, at de vare Politikere. Saa
alvorlige Mænd behøver nemlig bare at se indholdsrige ud;
saa er der altid Folk, som troer, at de vil udrette noget til
næste Aar.
Og Alfernes Latter sang og klang gjennem Skoven, saa
at Træernes Grene græd Dugdraaber og Skovbunden viste