47 / 325
q
J
II . Akt.
(Bakkanalet.)
Interiør i D011 AV il li am s Embedslokale.
.Der holdes Prøver (cfr. Opslae: i Skuespillerfoyeren).
P i e t r o manøvrerer med Musiken, saa at den snart sidder
nede under Gulvet og snart oppe i Parkettet. D on W i l l i a m
kommer med sine Yenner og arrangerer et Festmaaltid (cfr.
»I Provinsen«, 3. Akt). Naar Interiøret er i Orden, gaar alle
til Bords og udbringer gjensidige Lobhudlings-Skaaler i Aands
frihed uden Ansvar (cfr. »Politikens« Kritiker).
Pludselig høres uhyggelige, men elegante Skridt paa Trappen.
Kommandanten kommer gravitetisk ind og sætter sig mellem
Damerne. Disse tager Mod til sig, Gu s t a v a byder ham
Thevand, og Ed u a r da saarer og skræmmer. Det løber mere
og mere rundt for ham, saa at han tilsidst begynder at snakke
evropæisk og sluger alt i sig, lige fra »Midas«-Guld til »Byg
mester Solness«’s Kirkespir. Han beder om en Sang, Ed u a r da
er strax villig, fordi hun har det bedste Brøl; men .jo højere
hun gaber, desto mindre kommer der ud af det. Derefter
beder Kommandanten om en Dans, og saa er det G u s t a v a s
Tur at vise sin Færdighed i at gaa bag af Dansen (cfr. Casino
til næste Aar). Henrykt springer Kommandanten op. —
Grand
cancan 'parisien et pantomimique.
Abonnenterne græder.
I I I . Akt.
(Finalen.)
Torvet. Kommandanten er væk.
Abonnenterne vanker grædende om Statuens tomme Fod
stykke. Kommandanten kommer fra Yenstre, affabel men ør.
Han forsøger igjen at komme paa Piedeslalen, men forgjæves.
D on W i l l i a m kommer. Kommandanten samler sine
sidste Kræfter og lægger sin Haand velsignende paa ham. Men
D on AYi 1l i am forstaar Uret. Han synker afskediget til Jorden
med Titel af Professor. De hulkende Venner bedækker hans
Aasyn med en Adresse.
Under en livlig Salut af Underskud -griber Statuen atter
Kommandostaven og bestiger Piedestalen, hvorefter alt vender
tilbage til
Statues quo.
Et Udvalg,
bestaaende af fem større Apothekere og to større
Materialhandlere, har været samlet for om muligt at vedtage,
hvad Apotheherne skulde have Eneret paa, og hvad Materia
listerne maatte have Lov til at forhandle.
Nu er de to Materialister rejste hjem og vil ikke forhandle
mere. Apothekerne vil nemlig forhandle alting ganske alene.
De Apothekere ere dog nogle rigtige Materialister.
rU
O r r i s e s
3
rlte_
0 Gris! O Gris! O meget stakkels Gris!
O, Du Manegens Blomst,
Som var saa klog, at Du var næsten vis.
Du fælt fik din Bekomst!
Skjønt ej Du faldt og brak dit Laar
Og ingen Ting forskyldte,
Du fristede dog bitre Kaar.
Da man Dig vilde »sylte«.
0 Fred! O Fred! O, stakkels L i t t l e Fr e d .
I Fred Du aldrig gaar:
Yi Danske stadig grusomt piller ved
Hver Pensionær, Du faar!
Din Dreng ifjor blev brat sendt hjem;
Din Gris, din
friend and brother,
Eifoer, at Alting ligefrem
Gaar væmmelig med »Lodder«.
Men vid, men vid nu Gu s t a v Wi e d , som led
Saa ondt i Digterløn,
Og J æg e r , Du, hvis »syge Kjærlighed«
Yar ogsaa grumme kjøn,
1 Begge kan nu trøste Jer,
Thi, hvad saa Folk end si’er,
Der nok af Yaritéer er,
Som skatter Griserier.
Gak, Sir, gak, Sir, til Cirkus National
Saa kan Du haabe paa,
At man dit Yærk vil lodde væk, ifald
Det Dig vil heldigt gaa;
Og græd først, hvis man ogsaa dér
Er helst for den Slags Svin fri:
Thi Klownens Gris var fin og skær,
Men din — — er ej trikinfri!
tø