50 / 325
Nedbrydende Tendenser.
Vs
B,anders Eaadmænd gasse
Sig paa god vandalsk Maner;
Stod en Gang en »gammel Kasse«,
Som snart inte staar der mer;
Elleve Eaadmænd var der, som
Yilde rive »Kassen« om.
Hvor Grev G e e r t kom fælt til Skade
Og fik Ho’det snittet a’,
Eandt de elleve paa at lade
Skammen samme Skæbning ha’e,
Og, skønt det var inte ret,
Bed af den de Hovedet.
Stedse faar paa den Slags Børen
Ho’det den fortjente Lud,
Og de blev saavelsom S ø r e n
K j æ r skjældt for Vandaler ud,
Skønt de var ej bare Van-
Men Me l d a b i e r alle Mand.
Og de gav dog Grunde for ’et,
Saasom Sløjfningen skal .ske,
Eor at de kan faa paa Torvet
Bedre Plads til »Bæsterne«;
Hensyn maa til dem de ta’e,
Dem bar Kanders mange a’.
— Pas kun paa, saa gaar ad Åare
Byens Kaadhus sannne Vej
For en velvalgt Plads at kaare
Til et rigtigt Torv for »Kvaj«,
Naar først Tanken prøvet er
Af de vise Høveder.
Ingen Aarsag.
Fru He i b e r g fortæller i sine Erindringer,
at den Aften, hun havde spillet
»Den Vcelgesindede
«, hørte hun,
da hun var kommen hjem, en Stemme, der hviskede til hende:
»Tak for i Aften«. Det var Hol ber g, der takkede sin Yndling.
Da Forfatteren til den Komedie »Dydens Speyl«, der
opførtes ved Studenterforestillingen paa Casino, efter Fore
stillingen om Aftenen gik i Seng, hørte han den samme
Stemme, der igjen sagde: Tak!
Ho l b e r g s Aand havde nemlig ikke været tilstede i Casino.
Fhv. Theaterdirektør
Th e o d o r A n d e r s e n blev som
bekjendt efter »Landsoldatens« Succés paa Dagmartheatret løst
fra sin Kontrakt med Landmandsbanken som lidende af »Hjærne-
træthed«. For at faa den kjære Direktør fuldstændig helbredet,
fik den omhyggelige Direktion ham til at forpligte sig til, at
han ikke i cle næste 5 Aar vilde lade sig knytte til noget
kjøbenhavnsk Theater som Leder.
Vi kan glæde Hr. Andersens mange Venner i Landmands
banken med, at han er i god Bedring, og Lægerne formoder
endog, at han vil være fuldstændig helbredet den 1. Juli d. A.
Kl.
12
Formiddag.
Pudsigt nok udløber netop paa samme Tid den i Kon
trakten fastsatte Frist.
Ved Kaffen.
F ru Juliane Petersen:
God Dag, søde Fru Schrøder, og
til Lykke, rigtig hjertelig til Lykke med Deres Fødselsdag,
som jo rigtignok var igaar; men som jeg ikke fik Tid til at
overvære, fordi jeg skulde til Studentersangforeningens Fest
middag for Ha r t ma n d , hvad der kneb svært, for der maatte
jo egentlig kun komme Medlemmer af Sangforeniugen med
deres Koner; men jeg syntes nu, at man ligefrem skyldte
Hartmand at gaa med, fordi han dog har skrevet saa mange
kjønne Ting, og det er jo ogsaa ham, vi kan takke for Spring
vandet paa Kultorvet, hvis vi faar det, hvad der virkelig er
godt gjort af en Mand i hans Alder, og derfor kan De nok
forstaa, at jeg nødig vilde have, at han skulde savne mig paa
en saadan Dag, og saa fik jeg Frits Grønbæk til at gaa ind
paa, at jeg gik med som hans Kone, og dejligt var det jo,
skjønt det kneb at huske paa hele Tiden, at jeg hed Fru Grønbæk,
og der var ogsaa en ældre Herre, som jeg kom til at røbe
for, at mit Navn var Fru Petersen, hvoraf Følgen naturligvis
blev, at han hele Aftenen gik og præsenterede Frits som Hr.
Petersen, men det var det, jeg kom fra, at jeg vilde have
været heroppe igaar og bede Dem ikke forsmaa en Sengefor
lægger, som lille Nora havde Lavet til Dem, hvad jeg meget
maa bede Dem undskylde, fordi De ikke fik don paa selve Dagen,
men har maattet vente til. idag, da jeg naturligvis vilde have
taget den med, hvis den havde været færdig; men nu vil jeg-
spørge Dem, søde Fru Schrøder, om De vil vente, til den bliver
færdig, eller om De vil have den strax og saa selv gjøre den
færdig, hvad De vist stod Dem ved, foi der mangler bare at
brodere den Smule, der skal broderes, og saa sy det hele
sammen, og hvis De vil have det, saa skal jeg saa gjerne
komme en af Dagene og drikke en Kop Sjokolade med Dem,
for at De ikke skal savne noget af det festlige, som der skulde
være ved Dagen, hvad der jo vilde være trist for Dem nu i
Deres Alder, da De aldrig veed, hvor mange Fødselsdage De
har tilbage, ikke for det, for De er jo Gud ske Lov frisk og rask,
naar undtages den Smule Leversyge og Deres Hjertetilfælde
og saa Gigten og det i Maven, som Doktoren ikke veed hvad
er, men ikke sandt, man kan jo komme til at se Enden, tør
man aner det, og jeg har selv tænkt saa meget paa, om jeg
skulde lade mig begrave eller brænde, hvad der vist egentlig
er det sundeste, og derfor vil' vi jo gjerne gjøre det saa godt
for Dem, som vi kan, og nu kan vi jo senere tale om, hvor-