6 / 325
( T "
Den 2den April.
el elsker jeg højt, o _»
Danmark
« / det Rv,
Din
Bonus
tog raed sig i Graven,
Dit »
Dannebrog
«, der faldt ned fra Sky,
Og alle de Blade, gamle og ny,
Der ligger for Plebs paa Maven;
Dog tykkes mig føst, at din nyfødte Puk
Med rigt assorterede Spalter
Vil faa noget mer end et eneste Muk
At ofre paa Pressens Alter.
Vel ærer og agter jeg højt enhver
Habil Reporter af Slagsen,
Hvad enten han daglig sin Madpose skær'
Som Dansker eller som Evropæer, ■
Og hvor han sig nærer af Saxen;
Dog bæres mig for, at den vingede P u k,
Som Lykken i Dag vil friste,
Med sine livsglade Triller og Kluk
Vil yde lidt mer end de fleste.
Vel veed jeg, at Sejrens duftende Krans
Kan vindes paa mange Maader
Imellem de Krukker, der gaar til Vands,
Ja, jeg beundrer den nysvakte Sans
For'Sølvtøj og Præmiegaader,
Og dog er der ingen Tvivl om, at Puk
Vil. Sejren oftest hjemføre.
Da sikkert man en eller anden Buk
Vil andet Steds villigt gjøre.
— Den 2den April, hin Dag, hvis Ry
Vil aldrig finde sin Bane,
Ser altsaa i tidlig Morgengry
Vor glade Fylking at løfte paany
Den gamle prøvede Fane.
Den lover en Fremtid, fuldt saa smuk
Som Fortiden, til os at hefte;
At der er det rigtige Slag i Puk,
Skal Publikum nok bekræfte!
Saa hæver sig højt vort Program i Dag
Som Psychen ud af sin Larve,
At vi for Satirens hellige Sag
Vil atter slaa vore propre Slag
I Sværte saavel som i Farve.
Skjærsommernatsdrømmenes lettende Suk
Vi gjerne vil laane vort Øre:
Men, hvor vi en
Rendegarn
træffer, skal Puk
Hans Æselshoved afsløre.
~ G >
vaagn er .
Der var Foraar i Luften.
Muligvis ogsaa Harper. To Alfer
kom flyvende paa et Knopskæl.
»Holdt«, sagde den ene; »her
er spildt en Klat
Punch!«
»Snak, det er jo
Puk.
Du
kjender ham vel nok? Han
hedder egentlig
Nissen,
nren det
skrives og udtales
Pulc.
Det er
ham, der trækker Dynerne af
Godtfolk, saa at alle kan se
deres Skavanker, han skummer
Fløden af de falske Smørbalancer
og strør Torne i »de vise Fædre«s
Borgerleje; han sidder som Æble
sidse i Kruset, saa at en So
ranerdigter faar hende forkert i Halsen, og han haler i Grevens
Lænestol, naar et Ribejærn af en Politikus vil sætte sig paa
den. Det vil sige, saadan no’et, gjorde han i gamle Dage; lad
os se, hvad han n u duer til. . . . Nu kitler jeg ham paa Næsen!«
— »Don’t kill m e!« skreg
Puh,
for han var engelsk af
Opfindelse. Saa gned han sine Øjne. — '»Med Forlov, hvor
er jeg henne? . . . Nylig var jeg en Olding, der hed
Punch.
Da sad jeg i min Lænestol og drømte, at jeg gik i Barndom
og vilde være Digter til Paaske!«
— »Det er lige netop akkurat, hvad Du er!« sagde Alferne.
»Hof- og Stads-Satyrikus hos vor Kong
Oheron
.«
— >*Ia saa! Har
I
Raad til at gi’e
Oheron?
Tidligere har
jeg kun kjendt en Operascene, hvor man foreløbig haj- uhyre
L