7 / 325
travlt med at indstudere
Elverhøj
efter nye Noder, fordi de
gamle Nodebøger er opslidte. . . . Men. hvad er det. for en
Støj jeg hører ?«
— »Det er Haandværkernes Fagforening.«
— »Naa, ja! . . . de summer sig efter Kommunevalgene.«
— »Passiar! Kan Du ikke din Shakspeare? De øver sig
paa et Festspil til Kongens Ære.«
— >Rigtig:
Kongen morer sig
agtes i denne Saison opført
paa Dagmartheatret, d e n har jeg kjenut fra jeg var Barn af.
. . Meu der har vi jo Majestæterne.«
Det sang og klang i Luften, da. Alfekongen og hans
Dronning kom svævende paa de sex Maanestraaler. Alt var
festligt, Vaarblomsterne strakte Hals, Knopperne skød og det
kan sikkert formodes, at
Draehmann
i Dagens Anledning skrev
en Vise om sig selv. Saa ringede Kongen paa en Klokke
blomst og gav sig selv Ordet.
»Min Søn
Puk!
— Du veed, at min Alfedronning er en
Smule løs paa Spindelvævet, flun har en slem Tilbøjelighed
til at skærsommernatsdrømme om Vævere med Æselshoveder.
Det være derfor din. Opgave nu. da Du er gjenfødt til et nyt
og bedre Liv, at gavne og fornøje hende ved at spidde paa
din Pen alle Æselsører og alle de mange, der kan væve, . . .
og det er utrolig mange. Sving dig med Alfelundens »fliegende
Blatter« fra Tnte- til Fredericiagade, fra Magistratens Raadhus
til Kammerherrens hemmeligste Fond, se alt, notér alt, og . . .
mor dig godt! Med disse gribende Ord rækker jeg dig
din
gamle Fane,
kemisk renset for alle eventuelle
Punch-
Pletter!«
— »Hurra« raabte
Puk.
»Hurra!« summede og klang det
i Luften. Kun henne paa det sorte Hjørne bag et Skræppeblad
sad et Par endnu levende evropæiske Rotter,_der led af Katzen -
jammer, og lod som ingen Ting.
Men fra det Øjeblik af var
Puk
saa lysvaagen, at, han i
mange Aar vil kunne paatage sig at holde Læserne ligesaa
vaagne1
Stadig aktuel.
Efter ganske sikkert Forlydende, har Tkeater-
eliefen i Sinde 2den Paaskedag Kl. 27* at foranstalte- en
dramatisk-musikalsk Matinée til Erindring om Borgerrepræsen
tantvalgene. Ved denne Lejlighed vil »
Ulla skal paa Bal«
blive
opført. Stykket er med en af Kandidaterne for Øje i den
Anledning bleven omdøbt til »
Wiinblad skal paa Bal«.
For
uden at der som sædvanlig vil blive givet Rossinis
Stabat,
vil der deruden blive givet betydelig
Rabat.
Athlethklubbens Foraarspræsentation
vil denne Lang faa
betydelig forøget Interesse, derved, at et Juniorhold, bestaaende
af d’Hrr. Hø r u p , H. B i n g og V. Ad l e r vil optræde som
Brydekæmpere. Indmeldelser modtages stadig. For dem,
der vil uddanne sig til Kraftkunstnere, bringes i Erindring,
at saavel hele som halve og Fjerdedels-Lodder stadig kunne
faas i den af Lykken saa begunstigede Kollektion i In te gade.
»Det er Længden, som skal gjøre det«, sagde
Borger
repræsentationen
; Vælgerne gav den en »Næse«, og den var
endda ganske rød.
m sn
H vor Ri i s’s gjæve Helte tappert kæmpe
For Goetli e, G j e l l e r u p og R u d o l f S c hmi d t ,
Og P. A. R o s e n b e r g foruden Lempe
Gi’er. Pressens Folk pr. Mundlæ’er deres Fedt,
Der hersker af og til dog og Idyllen:
Imellem Slagene, naar Kampens Gny
Er endt og Vaabnene er lagt paa Hylden,
Som veulig Husgud skænker R i i s da Ly
Til E r i k og Ama l i e .
Da smiler Rii s, Ej for Honnørs og Skams Skyld
Han legér uskyldsmunter »To om En«,
Nej for Amalie og Erik Skrams Skyld
Han gjør til Farcens Muse Haneben.
Som vardet R u d o l f ej, men F e r d i n a n d S ohm i
Der fyldte Rosenberg saa hel og holden.
Han dyrker Skrammerne til stor Profit —
Med Frøken H o r n ema n n i Hovedrollen —
For E r i k og Amal i e.
Tilsammen de »Fjeldmennosker« begik,
Og »Tre om En« har E r i k lavet næsten,
(Da Dialog og Handling kun han fik
Fra Svensk, saa klared selv han hole Resten).
»Agnete« — som af Mangel paa Fétaille
Kun rapser lidt, hvad der jo ingen Skam er
Er dét ej morsomt? det er af Ama l i e
Og bærer Mærker af de tvende Skrammer
E r i k og Am al i <>.
Mens Abonnenterne diskret fortrækker
For at forstyrre ej Familiens Ro,
Velsignende Sin Haand saa R i i s udstrækker
Og hjælper til at lune deres Bo.
Og for hver Blomst paa deres Samlivs Slænge!.
Der sætter Frugt, før den gaar neden om,
Den lille
E. B.
som en venlig Engel
Bosørger »upartisk« Kritikens Dom
Over E r i k og Amal i e.