619 / 650
En jødisk Ægteskabssag.
613
Maaske der ikke er gaaet noget stort til Spilde i disse
to Menneskeliv, maaske Mette h a r været den beregnende
og intrigante Kvinde, som hendes Mand beskylder hende
for at være, — kun tragtet efter at udnytte Situationen
til at forskaffe sig et mageligt Levebrød paa Svigerfade
rens Bekostning. Og maaske Isac under alle Omstæn
digheder vilde have været ude af Stand til at naa videre
i Verden end til det, som han nu var bleven: efter 14
Aars Ægteskab en Fledføring hos sin Slægt og en Gang
i sin Ungdom Fader til et uægte Barn. Derom ved vi
dog intet. Vi ser kun, at som Forholdene udviklede sig,
maatte det gaa dem, som det gik. Der kan vel næppe
tænkes noget bedre Middel til at forspilde to Menneskers
Liv end det, som her blev anvendt: ved Højesteretsdom
at tvinge dem sammen i Ægteskab!
Naturligvis havde Højesteret Loven paa sin Side,
da den fældede denne Dom. Der staar tydeligt nok i
Danske Lov VI—13—4 og 5: »Dersom nogen beligger
anden Møe, eller Enke, som tilforn haver været Ube-
røgtet, da skal hand endeligen tage hende til Egte, om
hendis Forældre, eller Formyndere, ville det samtykke.«
Efter denne brutale Bestemmelse blev Dommen fældet,
uden Hensyn til hvilke Ulykker der maatte blive Føl
gen deraf.
En Sag som denne har derfor ingenlunde været
nogen Sjældenhed i hine Tider, og der mangler ikke
Vidnesbyrd om, at Samtiden meget vel saa det ufor
standige i at tage saa haardhændet paa dette Forhold,
som Danske Lov gjorde. H o lb e rg spotter gentagne
Gange paa sin drastiske Maade over dette Lovbud.
Netop i de samme Aar, mens Isac og Mette stredes for
Magistraten og ved Domstolene, lod han i sine Kome
dier snart Jeron imus, snart Marcolfus udtale deres og
Menigmands Opfattelse af dette Lovsted og belære os
om , hvad det efter deres Erfaring førte til, naar Ju ri