616 / 650
610
Eli jødisk Ægteskabssag.
Det er overflødigt at tilføje, at der ikke kom noget
ud af disse fornyede Skrivelser. I Februar 1723 ind
sendte Mette til Magistraten en Regning over det, hun
havde til Gode hos sin Mand og sin Svigerfader, — det
var nu vokset til ialt 1025 Rdlr. Hun beregnede sig de
9 $ om Ugen fra deres Vielsesdag d. 22. Maj 1715 til
Regningens Indgivelse i 1723, ialt 609 Rdlr. Dernæst
Salær til liendes Sagfører, afgangne Andreas Lyclie.
200 Rdlr., foruden 16 Rdlr. som liun siden liar anvendt
paa Processen med sin Mand. Endelig forlangte hun de
i Ægteskabsbrevet lovede 200 Schukim eller Rigsdalere
udbetalte.
Overfor denne Udskrivning satte Isac Magnus og
hans Fader sig kraftigt til Modværge, og i en Skrivelse
paa 4 Sider søger Ægtemanden at afkræfte alle hans
Hustrus Fordringer.
Hans Hovedpaastand er stadig
den, at det er hende, som ikke vil blive hos ham, og
at hun kun gaar ud paa at presse Penge af hans gamle
Fader.
»Det er alm ind elig bekendt iblandt alle N ationer under
Solen, at en Kone føjer sig efter sin Mand, lever og stræber
med liannem , som det sig bør, lader sig nøje med ham og den
Lj^kke, dem er beskæret, tager til Takke med hvad han kan
fortjene, sæ tter Tæringen efter Næringen, — er dette sidste fol
en Mand ikkun liden, gør en Kone sit til at fortjene noget paa
sin Sid e, ja ofte ernæ rer baade sig og Manden, naar han er
svag eller lid et kan fortjene. Men det ses af al Ting, at m in
Hustru Mette Lazaridaatter er ikke for at ville besidde saa-
danne Kvindedyder.« . . .
»Efter Dom har hun l'aaet m ig til Ægte, hun vidste m in
Lejlighed og T ilstand, og efterdi hun endelig vilde have mig
til Mand, burde hun være fornøjet med mig; th i jeg kan ikke
skaffe hende mere, end jeg kan tilvejebringe
Saa længe
en Mand ikke slaar og drager eller lever u sømm elig med sin
Hustru, saa bør hun b live h o s ham , stræbe med ham , bære
Modgang og ond Skæbne med ham og være taalm od ig.............
Intet har jeg, og det er bekendt, at min Fader har lige saa