Previous Page  612 / 650 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 612 / 650 Next Page
Page Background

606

En jødisk Ægteskabssag.

Staa. Mette maatte paany gribe ind med en Ansøgning

til Kongen for at komme over det døde Punkt.

Hun har nu opgivet Manden; alle de Domme og,

Arrestordrer, hun ha r erhvervet over ham, nytter hende

jo intet, — hun kan ikke leve af, at Manden sidder

arresteret, siger hun selv i den nye Ansøgning til Kon­

gen. Det er derfor Svigerfaderen, hun nu vil have fat

paa. Siden hun blev gift, har hun for at leve maattet

gøre en Gæld af 300 R d lr.; dem beder hun nu om, at

Svigerfaderen maa blive tilpligtet at udbetale hende, lige­

som at han for Fremtiden sammen med Sønnen maa

tilpligtes at forsørge hende med de 9 $ ugentlig efter

Magistratens Decretum.

For første Gang tager nu Isae Magnus til Genmæle

mod sin Kones Beskyldninger. Ogsaa han sendte en

Klage til Kongen, hvori han nok saa dristig gav det

Udseende af, at det var hende, som efter deres Bryllup

ikke vilde være hos ham. Og da han nu var kommen

her til Staden og lejede sig Værelser, »vilde hun ej hel­

ler komme til ham, men i den Sted ha r ladet ham a r­

restere« :

»A llernaadigste Konge! Nu har jeg saaledes siddet i Ar­

rest siden d. 21. N ovem ber og ingen Forflegning l'aaet, som

Arrestanter dog efter D eres Kongl. Majts. Lov bør at nyde, og

er m ig sagt a f Magistraten, at jeg selv skal forsørge m ig i Ar­

resten, hvorudover jeg er foraarsaget at klage m in store Nød

for D eres Kongl. Majt. og udi alt vente en naadig Forandring,

saasom jeg stakkels Menneske h er lider stor Nød af Hunger

og Kuld og er forladt af alle m ine Venner, ja af min Hustru

selv, som ikke engang har v illet se til mig, m indre forsyn e m ig

med det ringeste. Og dette lider jeg alt, for jeg ej kan stille

Kaution for m in P erson s T ilsted eb livelse, da jeg dog godvillig

er komm en h id og gerne v il forb live her, om Gud og Lykken

her vil unde m ig m it nødtørftige Ophold; thi ellers maa jeg

søge det paa andre Steder, og bør hun som en Hustru da jo

at følge m ig og skikke sig i Medgang og Modgang med mig,

som hun dog ikke vil. Ja ikke engang efter vort B ryllup, da