613 / 650
En jødisk Ægteskabssag.
607
jeg dog forblev her i Byen nogen T id efter, kom hun til mig,
m ens forblev i sin T jeneste, og siden den T id har hun tjent
paa sin Side og jeg paa min, som vi begge vare fattige og ikke
havde noget at sidde eller ligge paa. Af alt dette vilde da Deres
Kongl. Majt. allernaadigst behage at fornemm e, at bem eldte min
Hustrus Ansøgning ikke har sigtet saa meget til at have mig
h o s sig, som til at faa Penge a f min gam le Fader, som hun og
urettelig har beskyld t og foranklaget, derfor jeg allerunderda
nigst beder D eres Kongl. Majt. allernaadigst ville forskaane og
befri m ig for bendes haarde Attentat og Medhandling, og saa-
frem t hun ej vil flytte til mig, at m ig da allernaadigst blive
tilladt at søge mit Brød, hvor Gud det for mig har beskjæret.«
Man sporer gamle Magnus Gabriels Finger i denne
Skrivelse. Han bøjer sig for Loven, men han værger
først og fremmest sil Pengeskrin. Svigerdatteren skal
ingen Penge faa af ham. For at slippe for de ugentlige
Udbetalinger lod han først Sønnen gaa i Arrest. Da
dette nu ikke synes at hjælpe længer, maa Sønnen yder
ligere ofres, — han maa erklære sig villig til det, som
var ham værre end Arresten, til at leve sammen med
sin Hustru.
Magnus Gabriel opnaar ganske rigtig ved denne
Manøvre at slaa Vaabnene ud af Haanden paa sin Svi
gerdatter. Naar begge Ægtefællerne erklærer, at de selv
intet andet ønsker end at leve sammen som Ægtefolk
bør, kunde Kancelliet ikke tage Parti i den Sag. Det
nøjedes derfor med at sende Magistraten Ordre til at
forlige Ægtefællerne i Mindelighed, og hvis dette ikke
lykkedes, da at dømme dem imellem.
Magistraten begyndte at mægle, men naturligvis til
ingen Nytte, thi i Virkeligheden ønskede ingen af Par
terne at begynde paa et ægteskabeligt Samliv. For Mette
Lazaridatter stod Sagen dog nu ikke saa godt som tid
ligere, og under Følelsen heraf synes hun at have tabt
Ligevægten og at have forsøgt paa at tage sig selv til
Rette. Sammen med en »Baadsmand« trængte hun sig