202 / 306
1 9 8
liggøre Behandlingen gennem den derved fremkaldte forøgede Mod
standsevne.
Til denne Gruppe hører først og fremmest den egentlige Lunge
tuberkulose. Det er hævdet, at Behandlingen kun er indiceret i de
exsudative Tilfælde. Det er disse, der er lettest paavirkelige, men efter
min Erfaring betyder Behandlingen overordentlig meget netop ved
de fibrøse Tilfælde, overfor hvilke Behandling med store Doser dan
ner en Basis for Opheling, som ikke kan faas paa anden Maade.
Eorf. har offentliggjort mange a f disse Tilfælde.
Men dernæst danner Pleuritis og ogsaa tuberkuløs Adenitis et
meget vigtigt Omraade for Behandlingen, der kan standse videre
Udvikling a f Tuberkulose udgaaende fra disse Organer. For Pleuri
tis’ Vedkommende betyder Behandlingen ofte en betydelig Afkort
ning a f Forløbet.
Peritonitis paavirkes godt. Forf.’s personlige Erfaring omfatter
særlig de Tilfælde, der optræder sammen med Lungetuberkulose og
Pleuritis.
A f Hudaffectioner er det særlig Lupus erythomatosus, for hvilken
der i stor Stil haves Erfaringer. Stoffet virker her ganske specifikt.
Ogsaa overfor Lupus vulgaris har Behandlingen Betydning, men den
har — saa vidt vides — ikke været anvendt, efter at den er blevet
moderniseret.
I de senere Aar er der kommet et nyt stort Omraade for Anvendel
sen nemlig ved Polyarthroitis a f forskellig Art, og der er a f Forf.
meddelt en Bække Arbejder om denne Therapi, der har vist sig at
repræsentere et meget betydeligt Fremskridt.
En Fremstilling a f de opnaaede Resultater støder paa den store
Vanskelighed, at de forskellige Arbejder ikke kan sammenlignes paa
Grund af den forskellige Dosering. I U. f. L.
1934
, S.
1153
har jeg
givet en Oversigt over Behandlingsresultater, og
Leitner
har i
1936
samlet de senere Aars Erfaringer; der skal henvises hertil. Men man
faar som samlet Resultat dette, at de virkelig gode Resultater naas
af de Klinikere, der anvender Doser i Overensstemmelse med de
experimentelle Undersøgelser; anvendes der mindre Doser, bliver det
hele udvisket, og man maa diskutere, om Behandlingen overhovedet
har Effekt.
Guido Mendes
skriver saaledes i
1935
, at efter at han først havde
anvendt de store Doser og derefter var gaaet over til de smaa Doser,
saa har han atter forladt disse, idet de med denne Dosering opnaaede
Resultater ikke kan sammenlignes med de saa langt bedre Resul
tater, der blev opnaaet ved de store Doser, Han nævner, at af hans
oprindelige Gruppe paa
29
Pt. lever endnu de
17
.
Mendes
mener,
at de smaa Doser kan være direkte skadelige.
For at give et samlet Indtryk a f Behandlingens Effektivitet skal
nogle Resultater samles: