118 / 256
i o 3
saa han en Spanier sidde paa en Stenbænk i en Have
i Næ rheden og læse i en Bog. Spanieren læste, lo som
om han var gal, læste igen, lo igen, læste igen og faldt
tilsidst af Bænken af Latter. Kongen vendte sig til sine
Hoffolk, sigende: Enten er denne Mand gal, eller han
læser i Don Quixote. Man gik ned, og see — han
var gaL — Autor til denne forbedrede Slutning af den
gam le Anekdote er vor Ven H. Hertz.
20
. April
1830
.
I et døsigt Flyttedagsvejr, hvor Regnen skyller ned,
og kun for saa vidt opvækker Begærlighed, som den
bringer alle levende flyttende Væ sener (inclusive Lop
perne, der drukne i den) til at forbande den (Regnen),
og efter en Uge, tilbragt med Forkølelse, G igt og Kold
feber, sam t endelig i et til disse Om stæ ndigheder sva
rende Humeur, der just ikke er couleur de rose, sidder
jeg her for at skrive Dig til og saaledes dels opfylde
en Art Pligt (som jeg dog maaske kunde anse m ig fri
tagen for, da Du endnu ej har svaret m ig paa m ine
2 — 3
sidste Breve),
dels bringeen Smule Liv i m in
matte Gejst.
V irkelig er her saa kedsomm eligt-sygt i Byen, at
det næsten ej er til
at holde udfor en frisk Mand, end
m indre for en Syg.
Den halveBy er syg og
senge
liggende, og af den
anden halveDel
er
troeijeg
den ene Kvart død, medens den anden gør sin Sotte
seng tilrede. Det eneste Gode ved, at dei er saa mange
døde og syge, er det, at deriblandt nødvendigvis ogsaa
maa væ re nogle berømmelige Personer; thi dette kan
give Anledning saavel til mundtlig Snak, som til skriftlig