115 / 256
1 00
gamm elheibergske Stykker Du træ der op og gør Furore.
Jeg kunde selv have Lyst til engang ret at lade m ig
tilbunds gennem træ nge af den store Ironi og forestille
saadan en gamm el æ rlig Major eller anden Kæltring,
hvis O rd jeg udsagde uden at m ene det allerm indste
derved. Jeg gør im ellem noget lignende i den daglige
Om gang uagtet al m in S an ddruhed; det er ej for at
skuffe Andre, m en kun Glæde ved Ironien.
Du beder m ig oplyse Dig om , hvo der egentlig
udgør Heibergs Parti, hvorledes Stem ningen er mod
ham etc. Du træder herved paa m ine L igtorne. Det
er iøvrigt et Spørgsmaal, som jeg, der lever, især i
denne V inter, saa særdeles ensom t, ikke fuldkomm ent
kan besvare, da dertil hører Kendskab i højst forskellige
Cirkler og til mange Personer. Im idlertid veed jeg, at
hans Parti er — paa m ig næ r, kunde jeg tilføje paa en
Øhlenschlægers M aneer — m eget ubetydeligt.
Folk er
i A lm indelighed forbitret paa h am ; dels have de megen
H engivenhed for Øhlenschlæger, som H eiberg snæ rter,
selv naar han klapper ham , dels hader man og frygter
gæ rne slige Spottefugle, som han.
En Satiricus kan
sjældent vente, at der siges højere eller andet til hans
Ros, end at han er et vittigt Hoved og kan se Fejl ved
andres Arbejde, men uden selv at kunne gøre det saa
godt. Hertil komm er, at »Isabella« ikke kunde vinde
Bifald — (Stridighederne, der forudgik det, ej at for
g lem m e 1)) — og at Heiberg, vel efter Befaling, over
sæ tter Stykker til T heatret til Højtidsdagene, hvilke
V Neml. Skuespillernes Opposition mod den unge Bour-
nonvilles Fremtræden som baade syngende, reciterende
og dansende i »Geburtsdagsstykket«, jfr. Overskous The-
aterhistorie III. S.
61
ff.