111 / 256
9 6
kaldes Eneboeren i Pilestræde, og var der ikke andet
ivejen for m ig ved at indtræde i den M unkeorden, hvor
T avshed er Pligt, saa skulde denne T avshedsregel ikke
kunne være nogen Forhin drin g; thi jeg mæ ler flere
Dage ikke et O rd uden til den sorte Kis.
Im idlertid, alt det vil Du vel ikke nøjes med, og
jeg maa altsaa rykke frem med Smulerne.
Om L itteraturen skal Du som sagt ikke faa m eget
at vide. Der er næsten ingen, uden Maanedsskriftet for
den, og det sidste Hæfte var fattigt nok, endskønt den
svenske L itteratur blev taget m ed til Genstand.
I
»K jøbenhavnsposten« ser Du Folk med Køller og
Knappenaale løbe Storm mod Heiberg, m en denne har
desværre, med Undtagelse af Stykket mod W ilster, ikke
væ rdiget dem noget Svar. Hauchs »Babyloniske Taarn-
bygning« er saa slet, som den kan væ re, baade m aterialiter
— ved slet Samm ensæ tning, taabelig G rovhed og Gen
tagen af det gam le Raab paa Heibergs slette H jæ rte,
store Hovmod m . m. — og form aliter, ved det usleste
Sprog og den sletteste Versifikation, det sidste i den
Grad, at man næsten maa tro, at han har dannet sine
Vers saa kluntede, for at de skulde staa som en Kon
trast til de sædvanlige Heibergske.
Hvad Sproget
angaar, da er dette, saavel i »Taarnbygningen« som i
»Hamadryaden« næsten helt igennem besynderligt og
umenneskeligt. En især naragtig Brug har han med de
Adjektiver, foran hvilke man sæ tter » lan g t« ; th i ved
dem sæ tter han dette O rd bagved, f. Ex. »m indre langt«,
»visere langt«
pro:
langt m indre, langt visere osv.
»Hamadryaden« er dels dramatisk, dels episk.
Det
sidste forsaavidt Helten opholder sig i N aturrigerne —
han komm er ind i et Bjærg, ned i Havet m . m. — og
dette er, fraset de slette Hexam etre, m eget g o d t; men