109 / 256
94
han i den sidste Skrivelses Indhold og O rd havde faaet
en særdeles Anledning og O pfordring til snart at lade
høre fra sig.
V irkeligt besluttede jeg ogsaa straks at
skrive Dig til. Da jeg læste dit Brev, blev jeg ganske
vidunderligt opvakt til Mode. U agtet det var saa stærkt
et Snefog, at jeg ej kunde se Huset ligeoverfor os, flød
der Solskin ind af alle V induer, og aandelige Raketter
fløj ikke enkeltvis op for Ø jnene af m ig, m en saa tæ t,
at jeg var som om givet af phosforiserende Luft-Glæde.
Det træ ngte ud i Fingerspidserne, saa jeg var lige ved
at gribe Pennen.
Men næppe havde jeg leet m ig mæ t
af din Anm odning om dog snarest m uligt at underrette
D ig om m ine T anker om din »dumm e Streg«, førend
jeg begyndte at m editere over, at Du dog maaske
virkeligen ventede et saadant gravitetisk Brev, og, hvad
mere var, at Du m uligen kunde have Ret til at vente
det, sam t at Du vel endog kunde antage den kaade
Badinage, jeg vilde opvarte med, for A lvor, — thi Folk
i slige Stillinger ere sære. — Jeg begyndte derfor at
betænke m ig til et serieust B rev; men saa kom atter
din ovenanførte Anmodnings overvæ ttes N aragtighed saa
stærk ansæ ttende, at jeg m aatte le, indtil jeg atter be
tæ nkte dit Skridts V igtighed, en patrisfam ilias’s Ansvar
for sig selv, Fam ilie, vor Herre etc. Kort det hele
blev en saa hum oristisk Blanding, at det vilde have
væ ret vel, om jeg havde givet den O rd ; m en derimod
vilde jeg have alt reduceret til een Følelse. Herm ed
medgik T iden, og snart efter blev jeg ved egen og
Fam ilies Sygdom sat ude af Stand til at skrive, hvad
enten alvorligt, eller lystigt, eller begge Dele. Disse
sidste Forhindringer ere nu saa temm eligt hævede, og
jeg sidder derfor i m in Lænestol skrivende følgende
Brev til min Ven.