106 / 256
9 i
henhører han egenlig aldeles til den storsnudede Køb
mandsstand. Han nævner sjældent en Mand, som han
ikke just taler m ed i samme Ø jeblik uden at bruge
Udtrykket »denne«,
(iste)
om ham . Det vilde naturlig
vis være ham m eget ubehageligt at m aatte tage sin
Afsked, m en Følelsen af, at han alligevel ikke behøvede
at trænge til nogen, giver ham Mod til at sætte sig i
en saadan m ulig Stilling. Mod Monrad er han ofte saa
grov i hele Contoir-Personalets Næ rvæ relse, at vi liste
os, den ene efter den anden, ud af Værelset, fordi vi
skamme os paa hans Vegne.
Forleden da en Adels
mand, der havde faaet Lov til at sæ tte en Fideicomm is-
kapital paa
1 5 0 . 0 0 0
Rdlr. paa Spil ved et slet Godses
Køb, kom og bad om endnu at m aatte overlades en
halv Snes T usind Daler til, sagde han med den simpleste,
mest ligefremme, ja næsten halv fortrolige Mine til ham ,
idet han talte om Form aliteterne derved: Ja, det er
ikke for den Sags Skyld, for naar de
1 5 0 . 0 0 0
Rdlr.
gaa Fanden i Vold, kan de andre
1 0 . 0 0 0
gerne gaa
bagefter. Det er m ig, som hader Adelen til det yderste,
højst glædeligt at se En behandle dem saa aldeles en
canaille, som han gør, og de maa taale det, da de
nemlig frygte for ellers ikke at faa Penge. Mod m ig
er han overm aade venlig og agter m ig endog tildels,
hvilket dog m ere skyldes den Om stændighed, at jeg
taaleligt kan sæ tte en Cancellisag op, end at jeg ellers
duer til noget. T h i, uagtet han er en dygtig Kunst
kender, saa er han dog en stor Foragter af boglige
Kunster.
Nævnes der en Forfatter, faar denne især
Tillægget »denne« . . . .
Jeg maa im idlertid frygte for, at Du alt længe har
sagt ved Dig selv: Skomager, bliv ved din Læst, eller
Jacobsen, bliv ved dine Nyheder. Det skulde altsaa vel