102 / 256
87
Da jeg havde skrevet det foranstaaende fortræffelige
Brev og gennem læ ste det, blev jeg ganske bange for at
jeg virkeligen skulde væ re en gamm el Svend fra det
Aar
1 5 5 0
eller derom kring. Vist er det, at hvis jeg
bar træ n gt forholdsvis ind i den Tids øvrige Sæder,
Skikke, og Maade at leve paa, som i deres Maade at
udtrykke sig paa, saa tør jeg haabe noget af m it store
Værk, der iøvrigt nu, i Forbindelse med m ine Cancelli-
sager, ikke levner m ig T id til at tale med Dig saa
meget som jeg ønsker.
Viis Dig nu taknem lig for
dette og m it sidste lange, nyhedsfulde Brev, ved snart
at tilskrive m ig igen. Men tæ nk for A lvor — og gør
Anstalter til — at komm e bort fra den formaledeyde
By Ribe, og, om Du end ikke vil til K jøbenhavn, saa
søg dog at komm e os her noget næ rmere.
7
. &
1 1
. Jan.
1830
.
Glædeligt Nytaar etc.!
Jeg kan begribe, at Du endnu sidder halvt foi over
bøjet, med rynket Pande, og Piben ude af Munden og
søger, halvt ærgerlig og halvt leende, at finde ud af de
forunderlige Bogstav-Sammensætninger, der udgøre mit
sidste Brev til Dig af
4
.
M- Ellers havde Du vist
taget din Pen og svaret mig med lidt Skæmt. Jeg ei
imidlertid vant til denne Tavshed. Ej heller ærgrer den
mig, skønt Bedre var jo bedre. En af os har tidligere,
skønt nok i en anden Henseende, berørt Ligheden
mellem vor skriftlige Correspondence og den mundtlige,
der fandt Sted, naar vi om Aftenen gik hjem fra For
eningen. Imellem disse to Dele finder og en anden