152 / 208
Kun kan hve rken den ren t p lan løst forjagede Rydning eller
den forstokkede Dyrkelse alene a f Ny tten undsky ldes. Hvor
de r handles, der spildes, m en a t spilde e r jo ikke a t handle
forsvarligt.
De yngre a f den Slægt, der s a a ’Voldene falde, se r nu som
gam le eller halvgam le p aany deres By sprænge H am og ru ste sig til a t træ d e ind i de virkelige S to rstæ ders Række.
Gamm elt brydes m ed Nyt i Byen, m en foreløbig se r vi ganske vist m est de t gamle falde. Det bliver m aa ske le tte re for
den nye Tid, den vil vel finde, a t de r e r blevet Balance i det,
have Fornemmelsen af, a t der er tilført den noget, uden nogen stø rre Følelse a f Tab. For os gamle e r Regnestykket van skeligere, vi synes, d e r e r tage t saa meget fra os, som vi ikke
kan glemme, og v a r de t end ikke lige dejligt a ltsamm en , saa
v a r det dog v o r t og vo r Ungdoms Land .
Vi vil da he ller ikke nøjes m ed a t lade de t a ltsamm en slaa
i Skæ rver til Planering a f Vejen for Frem skrid te t. F ra hen farne Slægter modtog vi skyggende T ræ e r og gode og faste
H u s e ; vi h a r nogle a f dem tilbage endnu, og vi forlanger, a t
de skal blive staaende langs den Vej, ad hvilken den kom m ende Slægt g aa r frem . Den vil komm e til a t træ nge til dem,
selv om den i Øjeblikket tro r, a t den ikke f a a r Tid til og ikke
h a r Brug for Hvile
H. Boesgaard.