157 / 162
144
Pseudonymitet
bestemt tog fra Publikum. Denne over
holdt han med ubrødelig Strenghed.
Med Hensyn
hertil siger han et Sted i sine «Aforismer»: «Intet
Menneske skal friste Guderne og Bogtrykkerpressen
uden vel at have overvejet Følgerne af dette Eksperi
ment.
Den, der giver en Bog ud, som blot gør
nogenlunde Lykke, overskrider en mægtig Skranke.
Med Suk vil han ofte komme til at se tilbage paa
det Gebet, han for bestandig har lagt tilbage. Den
fredelige Arnes og det lykkelige Hjems
beskedneFor
borgenhed ere for evig tabte for ham. Han kan ikke
mere føle den mandige Stoltheds retfærdige Uvilje
ved at se sig forhaanet og mishandlet. Hans Liv har
mistet sin Skygge, hans Motiver blive mistydede, hans
Karaktér bliver bagtalt, hans Væsen og Person afgive
Næring for Chikane og Karikatursyge.» — Det var
denne forsvarsløse Offentlighed,
han vildeundgaa.
Derfor levede han saa privat, som det var et Menneske
muligt; og naar Redaktører, som f. Ex. P. L. Møller,
Udgiveren af «Gæa», bad ham om et literært Bidrag,
fordrejede han endogsaa halvt sin Haand i det Svar,
han sendte dem og undertegnede sig «Carl Bernhard».
I Selskabslivet var han «Hr. St. Aubain» og havde
Intet med «Carl Bernhard» at gøre. Selv i de Krese,
hvor han jævnlig kom (f. Eks. Abrahams), søgte man
forgæves at storme hans Anonymitet.