44 / 275
39
hævde Statens Selvstændighed, naar det kun drages for at
tilbagevinde en hæderlig Fred; da velsigner Folket den
modige Kriger, og Æren, den sande Ære, rækker ham sin
Laurbærkrands i den samme Stund, da han har erobret
Fredens Palme.
Christian førte Krig; men han var nødt dertil, baade
fordi Faren truede Danmark, og fordi han rnaatte opfylde
det Forbund, han med Brandenborgs Churfyrste, med Ne
derlandene, og med flere Magter havde indgaaet.
Yed
Klogskab sikkrede han Riget imod dets hemmelige Fiende.
Selv var han midt iblandt sin Hær, og hvor han var, der
sejrede den; thi hvo kunde see Heltens uforfærdede Mod,
see hvorledes han trængte frem der, hvor Faren var størst,
uden at følge hans lysende Exempel, og uden at besjeles
af samme Krigeraand, som han.
Under Christians egen
Bestyrelse belejres Yismar, den værger sig frygteligen.
Er end Besætningen i et Udfald slagen, — er end den
Hær, som iilede Staden til Hielp, tilbagedreven; saa over
giver den sig endda ikke, forinden et af dens Udenværker
med stormende Haand er indtaget, og det øvrige truet med
en lige Skjebne. Nu ydmyger den sig for Sejervinderen,
og hylder ham som Herre.
Dette var Christians første
Sejer, men kun Forløberen for de flere.
Helsingborg,
Landskrone, Cliristianstad, Rygen, faldt for Heltens sejer
rige Hær, anført af ham sslv. — Jeg nævnte Cliristianstad.
Den blev indtaget med Storm. Skræk og Rædsel udbrede
sig nu over den ulykkelige Stad. Yildt og sejerdrukkent,
løber Krigsfolket omkring, de plyndre, og øve Yoldsom-
heder. Men, o hvilket S yn ! — Fra Gade til Gade, stand
ses Udaaden. De Yilde vige tilbage, og de nyeligen jam
rende Mænds, og Qvinders, og Børns, Takkeraab lyde liøit
mod Himlen. Er det en Skytsengel, en af de højere Yæ-
sener i menneskelig Skikkelse, som iler de Ulykkelige til
Hielp ? — O n e j! — det er Helten selv, det er Danmarks
Konge, som farer om fra Gade til Gade, hvis lynende Øje
kast, og skrækkende Sværd, nu bruges til Overvundnes
Frelse. O, Christian! nu fortjente Du, at Æren rakte Dig
sin uforvisnelige Krands; — nu fortjente Du, at Forsynet
vaagede over Dig, da paa Tilbagerejsen fra Rygen Dit Skib
i fem Dagns Storm, adskildt fra alle de øvrige, havde mistet
Roret, alle Baade, og alle Ankere, og da det mindste, som
endnu var tilbage, kun ellers brugeligt i Havnen, men i
Fortvivlelsens Øjeblik udkastet, holdt Skibet, og frelste Dig.
— Hvad Under? at Skanningerne saa velvilligen vendte