47 / 275
42
tige som mod den Ringe; — og — burde jeg vel forbie-
gaae det? — at Danmarks og Norges Konge, i enhver
Tvistighed, om mit og dit, møder sine Undersaatter for
Domstoelen, og ikke kræver anden Ret, end den, Lovene
tilsige.
Jeg har nævnet det til Christians Hæder, at han var
Danmarks vise Lovgiver. Ikke formoder jeg mig den Ind-
\
vending: at Lovene vare de Mænds Værk, som han havde
valgt til dette Arbejde.
Kunde vel nogen Dødelig være
sig selv nok? Dette Fortrin er det høieste, alle Væseners
Væsen, eene forbeholden. Kongen paa Tronen er kun
Menneske, og kan ikke gjøre alt ved sig selv. Naar han,
iblandt sit Folk, udmærker de Duelige og Retskafne, vinker
ad dem, sætter enhver paa sit rette Sted, og bruger dem;
da handler han, som den store Konge, og saaledes hand
lede Christian. Da Lykurg, Spartanernes berømte Lovgiver,
var død, byggede det taknemmelige Folk ham et Tempel,
og ofrede aarligen til hans Ihukommelse. Efter mere end
et Aarliundredes Forløb priser det danske og norske Folk
sig lykkeligt ved Christians Lov, og i deres taknemmelige
Hjerter er hans Tempel opbygget.
Christian aabnede Kilderne for Vindskibeliglied og
Flid. Ikke allene opmuntrede han den ved adskillige Frie-
lieder; men benyttede og en anden Lejlighed. Formedelst
ilde forstaaet Religionsiver, havde den ellers kloge Lud
vig ophævet det nantiske Edict, og derved berøvet sig selv
mange duelige Borgere, Videnskabs- og Handelsmænd,
Kunstnere og Haandværkere i alle Fag.
Endeel af disse
ønskede, at nedsætte dem i Danmark: og, blev end dette
i nogen Tid hindret, fordi ogsaa her, skjøndt ikke hos
Kongen, fandtes ilde forstaaet Religionsiver; saa dog, ej
allene tilstædede Christian disse Udvandrede Borgerret og
frie Grudsdyrkelse efter deres Skik, men opmuntrede dem
endog at komme hid, ved at tilsige dem tyve Aars Skatte-
friehed, og flere Benaadninger. Var end Christians ypper
lige Dronning, den yndige Charlotte Amalie (og hvor kunde
jeg andet, end nævne hende?) den, som havde drevet
dette Værk, saa udmærker det dog den vise Regent, at
han heller hørte sin Venindes forstandige Raad, end det
Usands, som andre havde forebragt ham.
For den danske Handel, og Søefart, var Christians
Regjering en vigtig Epoke. Øen St. Thomas var vel alle
rede forhen besejlet af de Danske; men først, formedelst
denne vor Konges vise Omsorg, blev Kolonien, som ogsaa