169 / 230
161
naar de ikke havde faaet Tilbud fra Generalchirurøen,
O
‘
men da de ikke havde nogen Ansættelse her i Landet,
rejste de alligevel. Den omtalte Pensionær havde
derpaa skrevet til
Hennings,
at Greneralchirurg
Schmu-
cker,
der var ved Hæren, havde givet ham Fuldmagt
til at engagere Chirurger, og dette bekræftedes af
en af Professorerne i Berlin.
Han læste derpaa
Brevet op, da han ansaa det for rigtigt, at nogle af
Landets Børn bleve øvede i Militærchirurgi. „ Je g ved
og meget vel, at de unge Chirurger ikke lære saa
forfærdelig meget i at bruge Munden, men de kan
lære meget i at bruge Hoved og Hænder“ . Da der
kun er faa Regimentsfeltskærere, der have tjent i
Felten, mente han, at det var nyttigt, at 3—4 unge
Chirurger fik Lejlighed dertil.
Collegium medicum, som det blev paalagt at
drage Omsorg for, at ikke for mange rejste bort,
svarede (allerede 1. December 1778), at det ikke ind-
saa, paa hvad Maade det skulde kunne forhindre
Chirurger i at rejse bort, især naar det var fremmede.
Den eneste Maade var, at der blev forment dem
Pejsepas, men det vedkom ikke Collegiet. Desuden
forekom det Collegiet, at det netop var nyttigt, at
Chirurgerne rejste til Feltlazaretterne, og det drejede
sig da væsentligst om at sørge for, at de strax kom
hjem, hvis der b lev B ru g for dem her. Dette kunde
bedst opnaas ved at give Pejsestipendium til 5—
6
Compagnichirurger og
2
Regimentschirurger, og lige
ledes vilde det være rigtigt, om
Winsløw,
der opholdt
sig i Paris, fik Understøttelse til at rejse til K rig s
skuepladsen. I en E ftersk rift tilføjedes, at Frederiks
Hospitals Direktion fandt det rigtigt, at
Winsløw
tørst fuldendte sin 3 Aars Rejse, før han rejste til
Armeerne.
11