ChirurgiskAcademisHistorie

skulde passere en Bro. Dennes Forgænger tog af

Fortvivlelse G ift, da han ikke mere kunde finde

Føden, og hans Forgænger igen druknede sig af

samme Aarsag.

Martini

selv rejste bort, da hans

K red it fa ld t!1)

Men hvor kunde det væ re? Der maa da have

været Patienter nok! Hvem henvendte de syge sig

da til? De søgte Hjælp hos

Kvaksalverne

, og af dem

var der flere end nok. Der klagedes i det uendelige,

men det hjalp næsten aldrig.

Det var ganske

undtagelsesvis, at en Chirurg gennem Collegium

medicum kunde faa Hjælp fra Cancelliet, saaledes

som det skete i et enkelt Tilfælde, je g kender. I

R eglen vilde Øvrigheden ikke støtte Chirurgerne og

drage Kvaksalverne til Ansvar.

B land t de ikke autoriserede Practici spillede

Barbersvende og Compagnifeltskærere en betydelig

Ro lle og især de sidste. De havde L o v til at

praktisere under Regimentsfeltskærernes Tilsyn , men

de holdt meget a f at benytte Lejligheden til selv at

faa lidt Praxis, og de vare meget vanskelige at faa

dragne til Ansvar, da de skulde søges ved militær

Ret, og Generalitetet var tilbøjeligt til at støtte dem.

Dette viste sig især i et Tilfælde, hvor en Eskadrons

feltskær

Carl

i Faaborg (1773) havde taget et Par

Matroser under Behandling. Sagen var rimeligvis

aldrig kommen frem, hvis

Carl

ikke havde forlangt

over 54 Rd l. for Kuren, thi herover blev der klaget.

Det oplystes da a f Chirurgen (og Postmesteren)

Chri

stian Rempel

i Faaborg, at begge Matroserne havde

Syph ilis, og at de begge, beroligede ved

Carls

F o r

sikring, havde smittet deres Fam ilier. K lagen gav

An ledn ing til vidtløftige Sk rive rie r; men inden den

i) An den Herrn Professor Tode

Haderslebeil 1784 P. 62.