35 / 230
29
kalclte sig Dr.
Anker.
Han skar alt det gangrænerede
bort og indsmurte derefter Saaret med en Salve, han
ikke selv kendte. Koldbranden bredte sig. I sin
Fortvivlelse anmodede Konen sin Søn om at hugge
Benet af, men dette forhindrede dog hendes Mand,
da han frygtede for Blødning. Hun henvendte sig
atter til „Dr.
Ankera :
„Han tillavede nu en stor Por
tion af det saakaldte forgyldte Plaster (en Blanding
a f Menneskeexkrementer og Urin), kom denne noget
tynde Masse i en Jerng ryde, som blev sat paa
Grløder. Da Massen var bleven ret hed, bød han
Konen at sætte det brandige Ben deri, holdt det
med Magt der, og lod det koge, indtil Hud og Kød
løsnede sig fra Benene, og Foden kunde vrides af i
Ankelleddet. Da dette var sket, indviklede han
Stumpen i en K lud, bar Konen, som under K o g
ningen var besvimet, til Sengs. F ire Timer derefter
var hun død. Hvilken Beløning der efter Loven
kunde tilkomme Dr.
Anker
, derom maa Juristen
dømme; men dette maa dog anmærkes, at han efter
Konens Død truede hendes Mand med en Fordring
paa
8
Kdl., som han ved Lovens Bistand vilde tvinge
ham at betale, uagtet han under Curen havde b e
kommet Madvare, Skjorter m. m. efter Fuskernes
sædvanlige S k ik .“ 1) Kvaksalveren blev senere arre
steret, men hans S tra f kender je g ikke.
Fuskerne vare saaledes de a f Publicum mest be
nyttede Læger, og naar man gaar ud derfra, maa
man sige, at skønt saavel Lægernes som Chirurgernes
Uddannelse var meget mangelfuld, vare baade Læger
og Chirurger uendeligt meget dygtigere end K v ak
salverne, selv om disse vare „velærværdige Fu skere“ ,
som
Tode
kalder de praktiserende Præster.
9 Phys.-oek. og med.-ckir. Bibi. I 1794 P. 439—441.