69 / 158
Maskinen besigtige, ifald Skibsføreren skulde fordre, at Maskinmesteren skal for
lade Havn med en Maskine, der ikke er i den Stand, som Mesteren anser for
arbejdsdygtig. løvrigt blev Søloven som bekendt færdig fra Rigsdagen i ganske
kort Tid, da der næredes Frygt for, at for megen Forandring vilde umuliggøre
Lovens Vedtagelse samtidig i Sverig og Norge.
Unionens anden Generalforsamling afholdtes for første Gang i Maskin
mestrenes eget Lokale i Toldbodgade
6
. Den dirigeredes — ligeledes for første
Gang — af Hr. Overretssagfører W.
H
o n u m
,
der kort iforvejen havde traadt i
nærmere Forbindelse med Unionen ved at overtage Posten som Unionens ju r i
diske Konsulent. Unionen var herved kommet ind paa en klog Ordning, som
straks blev accepteret, da Foreningerne senere blev slaaet sammen, og som hidtil
har skabt fortrinlige Resultater. Unionens Medlemsantal var da over 300. Den
afgaaende Restyrelse genvalgtes og Havarikassen omordnedes fuldstændig.
I det forløbne Aar var der imidlertid fra nogle Medlemmer af Maskin
mestrenes Forening fremkommen en privat Forespørgsel til Unionens Restyrelse,
om den vilde være villig til at forhandle om et Grundlag for en Sammenslut
ning af begge Foreninger. Restyrelsen havde givet et imødekommende Svar og
valgt A.
L
a r s e n
, S
k jo l d b o r g
og
d e
la
L
a in g
til at underhandle med Maskin
mestrenes Forening. Istedet for A.
L
a r s e n
,
som forflyttedes til Esbjerg; valgtes
senere G.
K
r ø g e r
.
Efter at have afholdt flere Møder enedes man om en Rasis for
Forhandlingerne, og Sagen kunde dermed overgaa til at blive officiel. Paa Gene
ralforsamlingen i 1891 interpelleredes Restyrelsen angaaende Sammenslutningen,
og efter en lille skarp Fægtning vedtoges endelig en Resolution, der opfordrede
Restyrelsen til at arbejde videre paa det engang skabte Grundlag.
Det var nu gaaet saaledes som Unions Stiftere,
L
a r s e n
og
d e
la
L
a in g
,
havde
tænkt. Medens Unionen med rivende Fart i mindre end to Aar havde faaet
ca. 350 Medlemmer, var Tilgangen af Medlemmer til Maskinmestrenes Forening
omtrent fuldstændig ophørt. Grunden hertil var en dobbelt. Dels absorberede
Unionen Interessen ved at være en Forening med Liv i, hvor der arbejdedes og
byggedes op, og dels begyndte Assuranceselskaberne herhjemme at udfolde en
meget kraftig Virksomhed. Tanken at assurere sit Liv til Fordel for sin even
tuelle Enke var ikke længere ny, og da samtidig Livsassurance med Udbetaling
i levende Live blev en yndet Forsikringsform, der ogsaa trængte ind i Maskin
mesterkredse, frembød denne Form saa mange Fordele fremfor den Overlevelses-
rente paa 100 Kr. aarlig, som Maskinmester-Foreningen gav, at Tilgangen lidt
efter lidt ophørte ganske af sig selv. Og nu var Tidspunktet kommet, da Ma
skinmestrenes Forening kunde blive reorganiseret, saa at den blev til en virkelig
tidssvarende Forening og ikke længere hovedsagelig var en Enkekasse. Dette
var gaaet op for de fleste af Maskinmester-Foreningens Medlemmer, og de kom
nu selv Unionen imøde og tilbød en Sammenslutning. For Unionens Restyrelse
var Tanken hverken fremmed eller ubehagelig. Restyrelsen havde selv længe
følt det uheldige i ikke at have fast Ropæl i Land, og endskønt Sekretæren havde
paataget sig alt det daglige Arbejde, oversteg det ofte næsten hans Kræfter at be
sørge alt i sin Fritid efter Kl.
6
om Aftenen. Det var derfor et almindeligt Ønske,
at nye Kræfter kunde tage fat og ved deres permanente Ophold i Land bedre
administrere en saa stor og virksom Forening.
Endskønt Tilgangen af Medlemmer til Unionen straks mindskedes, da det
blev bekendt, at Bestyrelsen plejede Forhandlinger med Maskinmestrenes Fo r—
60
—