187 / 395
K J Ø B E N H A V N
tet, denne Gang til Gothersgade. Her havde Forretningen til Huse i hele 15 Aar,
de for alle herhjemme saa tunge og trange økonomiske Aar i Tyverne, da rede
Penge var en ren Raritet, som man omhyggelig puttede i gamle Strømpeskafter
eller gemte paa Kistebunden. Men ogsaa Isak Hændel forstod den Kunst at
lægge Daler paa Daler, og tillige den endnu større Kunst at faa dem til at yngle,
gøre dem frugtbare i sin Forretning ved rettidigt og forsigtigt at udvide denne: i
1832 kunde han endogsaa købe Naboejendommen til og derved skabe sig større
Plads og videre Virkefelt.
Nu begyndte ogsaa Tiderne at blive bedre, ej alene klarede det saa smaat
op omkring os i den evropæiske Horisont, men i Landet selv kom der med den
netop i Begyndelsen af 30erne genindtrædende Fasthed i vort Pengevæsen atter
Tryghed og Tillid til Stede i vort hele Erhvervsliv; den møjsommelig opsparede Vel
stand gav sig efterhaanden Udslag i lidt rigeligere Anskaffelser, man følte paany Lyst
til at »spendere« noget paa sit Hus og sin Person. Det var utvivlsomt derfor et saare
forstandig valgt Tidspunkt, da I. H. Ruben i 1835 foretog en større Udvidelse ved at
flytte hen i den af ham erhvervede store Ejendom, Nr.
8
i Kronprinsessegade, hvor F ir
maet endnu den Dag i Dag har sit Hovedsæde. Fra den Tid af daterer der sig da
ogsaa en ny Opsvings-Periode: Forretningen havde nu ligesom faaet sit faste Stade,
sit Hvile- og Udgangspunkt, sit sikre Hjemsted.
Trykkeriet havde imidlertid tabt sig mer og mer, og dette Fabrikat mistede til-
sidst helt sin Jordbund herhjemme i Mode og Smag, hvorimod
Farvning
og
Appre-
tering
af forskellige Slags vegetabilske Stoffer efterhaanden var bleven Hovedsagen i
Fabrikations-Virksomheden og sluttelig lagde helt og holdent Beslag paa denne. I den
nye Ejendom med den dybe Grund, var der efter Datidens Krav bag Hovedbygnin
gen rigelig Plads nok haade til en Fabrik i Udvikling og til voxende Lagerrum, og
Bedriften kom derfor til at gaa godt i Trit med den følgende Tid, Fyrrernes og de
første af Femtiaarenes jævne Stigning i Befolkningens Købe- og Forbrugsevne. Med de
større Krav fulgte Fordringen til en bedre Teknik, og allerede i 1844 tog I. H. Ru
ben Dampkraften i Anvendelse—indtil da var alt gaaet paa gammeldags Manér med
Haandkraft.
De allerfleste af de Tøjer og Stoffer, som passerede Forretningen, importeredes i
disse Aar fra Udlandet, Firmaet var med andre Ord, som forøvrigt den Dag i Dag,
et Engros-Hus i Manufakturvarer, men da man nu en Gang var inde paa samtidig
at drive Fabrikation, om end kun til Varernes
Behandling,
maatte den Tanke na
turlig opstaa: ogsaa at forsøge sig med Varernes
Tilvirkning
. I 1859 toges da ende
lig det afgørende Skridt, idet I. H. Ruben i dette Aar købte et lille Væveri paa Ro
lighedsvej— og dermed lagde Grunden til det velkendte storstilede Fabriks-Etablisse
ment, som nu strækker sig fra Rolighedsvej og helt ben til St. Nikolaivej.
Faa Aar efter — 1862 — optoges I. H. Rubens 34-aarige Søn, B e r n h a r d H.
R u b e n , som Associé i Firmaet; kun 14 Aar gammel var han kommen ind i For
retningen, og allerede en halv Snes Aar forinden han indtraadte som egentlig Chef
i Huset, havde han ved sin utrættelige Energi og Foretagsomhed udvidet dets Virk-
somhedsomraade betydeligt. Overhovedet begynder der med Bernhard Ruben en
ny Æra.
Den gamle Isak Hændel havde i samfulde 52 Aar sindig og utrættelig føjet Sten
paa Sten, under tarvelige og trange Tidsforhold arbejdet sig støt frem til jævn Vel-